Der findes i farligt gods reglerne en lang række undtagelsesmuligheder. Visse af disse undtagelser indebærer, at man som virksomhed ikke er forpligtet til at have tilknyttet en sikkerhedsrådgiver. I de fleste tilfælde gælder der dog fortsat uddannelseskrav for alle medarbejdere med farligt gods opgaver, der sikrer, at de er instrueret i de vilkår, der gælder for den pågældende transport.

Undtagelser for erhvervsmæssig transport af mindre mængder farligt gods
Der findes tre vigtige undtagelsesmuligheder for vejtransport af mindre mængder farligt gods. Med mindre mængder menes enten mindre mængder pr. køretøj eller gods emballeret i begrænsede mængder, f.eks. detailsalgsemballager.

Læs mere om disse tre undtagelsesmuligheder via følgende links:


Undtagelser for erhvervsmæssig transport af bestemte typer farligt gods
For en række bestemte typer farligt gods findes der særlige bestemmelser mv., der betyder, at transport af netop denne godstype kan foregå på lempelige vilkår. Klik på den relevante godstype i nedenstående oversigt for at læse Beredskabsstyrelsens gennemgang af undtagelsesmulighederne. Det understreges, at der ikke er tale om en udtømmende gennemgang af godstyper med særlige undtagelsesmuligheder.

Undtagelser for bestemte godstyper

I det følgende beskrives en række undtagelsesmuligheder for bestemte typer lithiumbatterier.

Vær opmærksom på, at der ikke er tale om en udtømmende gennemgang af særlige bestemmelser for transport af lithiumbatterier. I visse tilfælde er der særlige skærpede bestemmelser, f.eks. ved brugte eller defekte lithiumbatterier.

Hvis din virksomhed skal forsende eller transportere brugte eller defekte lithiumbatterier, anbefales I at søge rådgivning fra en sikkerhedsrådgiver. Sådan transport vil i mange tilfælde medføre et decideret krav om, at I udpeger en sikkerhedsrådgiver. Find link til flere oplysninger om sikkerhedsrådgiverordningen nederst på siden.

For transport af små lithiumbatterier henført til UN 3090, UN 3091, UN 3480 og UN 3481 findes der en særlig bestemmelse 188 i kapitel 3.3 i ADR-konventionen, der indebærer, at der kun gælder konstruktions- og emballeringskrav, mens øvrige transportvilkår bortfalder. Der gælder således ikke farligt gods uddannelseskrav, krav om udpegning af en sikkerhedsrådgiver eller om medbringelse af farligt gods transportdokument mv.

Små lithiumbatterier er i denne sammenhæng:

  • Et batteri med lithiummetal eller lithiumlegering med en samlet lithiummængde på højst 2 g

  • Et batteri med lithiumioner med en watt-time-angivelse på højst 100 Wh (batteriet er typisk mærket med watt-time-angivelsen)


Læs særlig bestemmelse 188 og et uddrag af relevante ADR-bestemmelser for sådan transport her:

Regler for små lithiumbatterier

Derudover gælder de generelle forsigtighedsbestemmelser i § 4 og § 5, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 596 af 26. maj 2023 om vejtransport af farligt gods.

 

Hvis der er tale om køretøjer drevet af lithiumbatterier, som transporteres med batterierne monteret i henhold til særlig bestemmelse 388 i kapitel 3.3 i ADR-konventionen, da henføres det batteridrevne køretøj til UN 3171.

Hybridelektriske køretøjer skal i stedet henføres til UN 3166.

Hvis batterierne ikke er beskadigede eller defekte, og de således opfylder konstruktionskravene i punkt 2.2.9.1.7 i ADR, kan sådanne køretøjer transporteres som last uden at der gælder øvrige farligt gods transportvilkår. Der gælder da ikke farligt gods uddannelseskrav, krav om udpegning af en sikkerhedsrådgiver eller om medbringelse af farligt gods transportdokument mv. Det fremgår af den særlige bestemmelse 666 i kapitel 3.3 i ADR-konventionen.

Hvis køretøjet eller batteriet er beskadiget eller defekt, skal afsender vurdere, om det påvirker batteriets sikkerhed væsentligt. Læs om kravene i særlig bestemmelse 667 (b og c) i kapitel 3.3 i ADR-konventionen.

Også køretøjer og udstyr drevet af vådbatterier og natriumbatterier, og som transporteres med disse batterier monteret, kan henføres til UN 3171 og kan omfattes af særlig bestemmelse 666.

Udstyr drevet af lithiumbatterier kan ikke henføres til UN 3171, men skal i stedet henføres til UN 3091 eller UN 3481 alt efter, hvad der er relevant.

Læs særlig bestemmelse 388, 666 og 667 (b og c) her:

Regler for transport af lithiumbatterier monteret i køretøjer


Derudover gælder de generelle forsigtighedsbestemmelser i § 4 og § 5, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 596 af 26. maj 2023 om vejtransport af farligt gods.

For transport af både nye og brugte akkumulatorer findes der en undtagelsesmulighed fra farligt gods reglerne i særlig bestemmelse 598 i kapitel 3.3 i ADR-konventionen. Undtagelsen indebærer, at der kun gælder de emballeringskrav, der nævnes i bestemmelsen, samt enkelte generelle forsigtighedsbestemmelser, mens øvrige transportvilkår bortfalder. Der gælder således ikke farligt gods uddannelseskrav, krav om udpegning af en sikkerhedsrådgiver eller om medbringelse af farligt gods transportdokument mv.

Der er krav om, at akkumulatorerne er sikret mod kortslutning. For brugte akkumulatorer, der ikke kan forsynes med polhætter, finder Beredskabsstyrelsen, at følgende forholdsregler kan medvirke til at sikre mod kortslutning:

  • Sørg for at stable akkumulatorerne med polerne i samme retning

  • Sørg for, at der ikke kan trænge vand ind til akkumulatorerne

Læs særlig bestemmelse 598 her:

Regler for transport af akkumulatorer


Derudover gælder de generelle forsigtighedsbestemmelser i § 4 og § 5, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 596 af 26. maj 2023 om vejtransport af farligt gods.

Generatorer mv. indeholdende brændstoffer tillades henført til UN 3528, 3529 eller 3530, hvis de opfylder betingelserne i særlig bestemmelse 363 i kapitel 3.3 i ADR-konventionen. For transport af sådanne generatorer mv. gælder der ikke farligt gods uddannelseskrav eller krav om udpegning af en sikkerhedsrådgiver.

De mulige godsbetegnelser er som følger:

UN 3528 MOTOR, FORBRÆNDINGS-, DREVET AF BRANDFARLIG VÆSKE
UN 3528 MOTOR, BRÆNDSELSCELLE-, DREVET AF BRANDFARLIG VÆSKE
UN 3528 MASKINE, FORBRÆNDINGS-, DREVET AF BRANDFARLIG VÆSKE
UN 3528 MASKINE, BRÆNDSELSCELLE-, DREVET AF BRANDFARLIG VÆSKE
UN 3529 MOTOR, FORBRÆNDINGS-, DREVET AF BRANDFARLIG GAS
UN 3529 MOTOR, BRÆNDSELSCELLE-, DREVET AF BRANDFARLIG GAS
UN 3529 MASKINE, FORBRÆNDINGS-, DREVET AF BRANDFARLIG GAS
UN 3529 MASKINE, BRÆNDSELSCELLE-, DREVET AF BRANDFARLIG GAS
UN 3530 MOTOR, FORBRÆNDINGS-
UN 3530 MASKINE, FORBRÆNDINGS-

Kriterierne for valg af UN-nummer og godsbetegnelse fremgår af særlig bestemmelse 363.

Vilkårene for transport af sådanne generatorer mv. fremgår også af særlig bestemmelse 363 og af emballeringsforskrift P005 i afsnit 4.1.4 i ADR-konventionen. Vilkårene går primært på konstruktion af motoren/maskinen. Alt efter brændstoftypen og kapaciteten af motorens/maskinens brændstoftank, kan der dog også gælde:

  • Krav om mærkning med faresedler
  • Krav om medbringelse af et transportdokument med oplysninger om motoren/maskinen
  • Forbud mod kørsel gennem tunneler med restriktioner (i Danmark kun Øresundstunnelen). Tunnelrestriktionskoden afhænger af brændstoftypen (UN-nummer):
    • UN 3528: D
    • UN 3529: B
    • UN 3530: E


Læs særlig bestemmelse 363 og P005 her:

Regler for transport af motorer/maskiner


Derudover gælder de generelle forsigtighedsbestemmelser i § 4 og § 5, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 596 af 26. maj 2023 om vejtransport af farligt gods.

For transport af ildslukkere findes der en undtagelsesmulighed fra farligt gods reglerne i særlig bestemmelse 594 (a) i kapitel 3.3 i ADR-konventionen. Undtagelsen indebærer, at der kun gælder de konstruktions- og emballeringskrav, der nævnes i bestemmelsen, samt enkelte generelle forsigtighedsbestemmelser, mens øvrige transportvilkår bortfalder. Der gælder således ikke farligt gods uddannelseskrav, krav om udpegning af en sikkerhedsrådgiver eller om medbringelse af farligt gods transportdokument mv.

Der er krav om, at ildslukkerne er pakket i en kraftig ydre emballage. Det vil være en konkret vurdering, om kravet er opfyldt. Det vil efter Beredskabsstyrelsens opfattelse især være afgørende, at ildslukkernes betjeningsudstyr er beskyttet mod påvirkninger.

Læs særlig bestemmelse 594 (a) her:

Regler for transport af ildslukkere

Derudover gælder de generelle forsigtighedsbestemmelser i § 4 og § 5, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 596 af 26. maj 2023 om vejtransport af farligt gods.

De små flasker, der indeholder kuldioxid (CO2) og typisk bruges til karbonering af læskedrikke, kan transporteres på lempelige vilkår i henhold til en særlig bestemmelse 653 i kapitel 3.3 i ADR-konventionen. Undtagelsen gælder også for små flasker med komprimeret argon, komprimeret helium eller komprimeret nitrogen.

Med små flasker menes i denne sammenhæng flasker med et prøvningstrykvolumenprodukt på højst 15,2 MPa liter (152 bar liter).

Undtagelsen indebærer, at der kun gælder de konstruktions- og emballeringskrav, der nævnes i bestemmelsen, samt enkelte generelle forsigtighedsbestemmelser, mens øvrige transportvilkår bortfalder. Der gælder således ikke farligt gods uddannelseskrav, krav om udpegning af en sikkerhedsrådgiver eller om medbringelse af farligt gods transportdokument mv.

Læs særlig bestemmelse 653 og et uddrag af relevante ADR-bestemmelser for sådan transport her:

Regler for transport af små kuldioxid- og heliumflasker mv.

Derudover gælder de generelle forsigtighedsbestemmelser i § 4 og § 5, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 596 af 26. maj 2023 om vejtransport af farligt gods.

Tøris har kvælende egenskaber og henføres til UN 1845. For transport af tøris både som last og til køling gælder afsnit 5.5.3 i ADR-konventionen samt enkelte generelle forsigtighedsbestemmelser i farligt gods bekendtgørelsen, mens øvrige transportvilkår bortfalder. Der gælder således ikke krav om udpegning af en sikkerhedsrådgiver.

Vær til gengæld opmærksom på, at medarbejdere, som er involveret i håndtering eller transport af køretøjer eller containere indeholdende tøris (f.eks. chauffører), skal være uddannet i overensstemmelse med deres ansvar.

Kapitel 1.3 i ADR-konventionen gælder formelt set ikke ved transport i henhold til afsnit 5.5.3 i ADR-konventionen. Beredskabsstyrelsen finder dog, at en såkaldt kapitel 1.3-uddannelse kan opfylde ovennævnte uddannelseskrav under forudsætning af, at den funktionsspecifikke del vedrører reglerne for håndtering/transport af tøris. Find link til vejledning om kapitel 1.3 uddannelse nederst på denne side ("farligt gods uddannelse").

Afsnit 5.5.3 i ADR-konventionen omfatter desuden bl.a. krav om mærkning af køretøj og kolli, alt efter hvor godt ventileret køretøjet er, og om der er en egentlig risiko for kvælning. Find link til ADR-konventionen nederst på siden.


Hvis din virksomhed ikke kan bruge ovenstående undtagelsesmuligheder, må I undersøge, om der findes andre undtagelser for transporten, idet ovenstående ikke er en udtømmende gennemgang. I kan overveje at få en sikkerhedsrådgiver til at kortlægge jeres transportaktiviteter, herunder om I kan bruge undtagelsesbestemmelser.

Hvis transporten ikke kan foregå efter en undtagelsesbestemmelse, er transporten omfattet af samtlige relevante farligt gods regler, herunder kravet om udpegning af en sikkerhedsrådgiver for transport af farligt gods.

For en virksomhed, der er omfattet af kravet om udpegning af en sikkerhedsrådgiver, vil det være sikkerhedsrådgiveren frem for Beredskabsstyrelsen, der skal stå for rådgivningen af virksomheden om de vilkår, der gælder for virksomhedens transporter. Find link til flere oplysninger om sikkerhedsrådgiverordningen nederst på siden.

Undtagelser i ADR-konventionen

De fleste undtagelsesbestemmelser fremgår af afsnit 1.1.3 i ADR, men der er også for en række godstyper fastsat specifikke undtagelsesbestemmelser, typisk i kapitel 3.3 i ADR.

Undtagelsen vedrørende transport til og fra et arbejdssted som en underordnet aktivitet fremgår af punkt 1.1.3.1 (c) i ADR

Undtagelsen vedrørende frimængdetransport fremgår af underafsnit 1.1.3.6 i ADR

Undtagelsen vedrørende LQ-transport fremgår af underafsnit 1.1.3.4 og kapitel 3.4 i ADR

Undtagelser for bestemte godstyper fremgår typisk som særlige bestemmelser i kapitel 3.3 i ADR.

Det vil være anført i kolonne 6 i tabel A i kapitel 3.2 i ADR, hvis der gælder særlige bestemmelser for en bestemt godstype (et bestemt UN-nummer).

Sidst opdateret 17. juni, 2020 - Kl. 09.37