Tænk Før Du Deler eller #TænkFørDuDeler

Tænk før du deler

Under kriser og katastrofer deles mange forskellige informationer på de sociale medier. De fleste opslag er helt ok; nogle er ligefrem med til at skabe overblik over det skete. Men nogle er forkerte og kan måske endda forværre situationen.

Med #TænkFørDuDeler-kampagnen opfordrer vi til, at du bruger din sunde fornuft, inden du deler indhold på sociale medier under kriser og katastrofer. Hvis du er i tvivl om, hvem afsenderen er, eller hvad der er motivet bag det oprindelige opslag, så gør dig selv og andre en tjeneste og #TænkFørDuDeler.

Det skal du tænke på

Ved store hændelser flyver der mange informationer rundt på de sociale medier. Noget af den information kan være gavnlig – andet ikke. Når rigtig mange siger noget på samme tid, kan vigtige informationer drukne i larmen. Tænk dig derfor om, når du skriver. Hjælper dit indlæg med fx at skabe et overblik eller udtrykke medfølelse? Eller forvirrer det?

Du kan være med til at give andre et bedre overblik over eksempelvis en større oversvømmelse eller væltede træer efter en storm, hvis du deler billeder eller tekst og angiver, hvor billedet er taget. Vær dog meget opmærksom på kun at dele information og billeder, der ikke skader andre eller myndighedernes arbejde

Hvis dit opslag kan være nyttigt for f.eks. at give andre overblik over situationen, så benyt de hashtags, som er oplagte, eller som andre bruger. På den måde vil dit indlæg på sociale medier blive lettere at finde for andre. Undgå på den anden side at ’støje’ ved at bruge hashtags til opslag, som ikke er relevante i emnekategorien

Er folk kommet til skade omkring dig, så lad være med at tage billeder af dem. På den måde skåner du eventuelle pårørende for at opdage tilskadekomne slægtninge på sociale medier. Undlad i det hele taget at tage og dele billeder af folk, som kan genkendes, uden deres samtykke

Vær kildekritisk, inden du videreformidler, deler eller liker indhold i forbindelse med ulykker og katastrofer. Kommer informationen fra et troværdigt sted? Er der andre, som uafhængigt siger det samme, er der en myndighed bag informationen? Ser du noget på sociale medier, som ikke er sandt, så stil gerne kritiske spørgsmål, men lad være med at videreformidle det. På den måde gør du det nemmere at skelne brugbar information fra rygter

#beredskabstips

1-1-2 er alarmnummeret, som du skal ringe til i akutte tilfælde for at få fat i ambulancer, brandvæsenet, politiet eller miljøberedskabet. Ring ikke til 1-1-2, hvis det ikke er en akut nødsituation. Du kan blokere telefonlinjen for livsvigtige opkald.

Læs mere om 1-1-2

Ved større ulykker eller katastrofer benytter myndighederne sociale medier, hjemmesider, medierne, aps og sms’er til at advare befolkningen. Beredskabsmeddelelser udsendes derudover via DR og TV2.

I særlige situationer kan myndighederne advare via sirenerne. Hvis du hører en sirene, skal du gå indenfor og opsøge information fra myndighederne gennem DR eller TV2.

Hold øje med myndigheders sociale medier og hjemmesider. Det er en stor hjælp, hvis du deler bekræftede oplysninger under en krise og er opmærksom på at forhindre rygtespredning. Overvej derfor altid en ekstra gang, om kilden er troværdig, inden du deler oplysninger i dit netværk.

Du kan være mere eller mindre udsat, alt efter hvor du bor. Bor du for eksempel tæt på kysten eller i et lavtliggende område, kan du blive ramt af oversvømmelse, og det vil være en god idé at undersøge, hvor du kan få fat i sandsække. Bor du langt ude på landet, risikerer du at blive isoleret under en snestorm eller en orkan, og du bør overveje at have lidt vand og mad på lager.

I nødsituationer er en smartphone et godt, personligt kommunikationsberedskab, der kan holde dig orienteret og give dig mulighed for at advare og kommunikere med andre. Det kan være en god idé at have en powerbank, så du kan lade din smartphone op, selvom strømmen forsvinder.

Vær opmærksom på, hvilke særlige behov du,  din familie og eventuelle kæledyr har. Har du løbende brug for medicin? Så hav lidt på lager. Har du ældre slægtninge, der får brug for hjælp, hvis ulykken rammer? Så sørg for, at du og andre familiemedlemmer kan komme i kontakt med dem døgnet rundt. 

Sidst opdateret 15. december, 2020 - Kl. 11.46

Nødvendige (vis detaljer)

  • Systemcookies Episerver

Intern statistik (vis detaljer)

  • Siteimprove

Tredjeparts (vis detaljer)

  • Facebook
  • Twitter
  • Google