Nyheder
Publikationer
Sociale medier
Presse
Gode råd og oplysninger om håndtering af brandfarlig flaskegas i hjemmet
Her finder du de vigtigste regler, der gælder for opbevaring af brandfarlig flaskegas i private hjem.
På denne side finder du information om de vigtigste regler for opbevaring af
flaskegas i private hjem. Siden indeholder også gode råd og oplysninger om
opbevaring af flaskegas.
Vær opmærksom på, at denne side kun omhandler flaskegas (også kendt som LPG eller F-gas) og ikke andre gasarter som f.eks. ilt eller naturgas.
Flaskegas anvendes bl.a. til gasgrill, terrassevarmere, varmeovne, vandvarmere og komfurer. Flaskegas kan forårsage brand eller eksplosion, hvis der sker udslip eller flasken udsættes for stor varmepåvirkning.
Hent informationen på denne side som pjece her->
… brandfaren opstår, lige så snart gassen slipper ud.
… flaskegas er tungere end luft, og derfor vil gassen lægge sig ved gulvet.
… der er tilsat et stof til flaskegas, så man kan lugte udstrømmende gas.
… en flaske i en bolig højst må indeholde 11 kg.
… de mest anvendte stålflasker indeholder 11 kg flaskegas, og kompositflasker indeholder 10 kg flaskegas.
… elektriske apparater kan antænde udslip af flaskegas og i værste fald forårsage, at den eksploderer.
Indendørs i et hus eller en lejlighed må du opbevare op til 40 kg flaskegas i form af flasker med højst 11 kg, uden at der gælder særlige brandkrav. Det er tilladt at opbevare gaspatroner (”dåser”) med flaskegas, sammen med flaskerne, så længe mængden af gas samlet set er højst 40 kg.
Opbevaringen af flaskegas skal ske på én af følgende måder:
A) Opbevaring af flasker, hvoraf ingen er tilsluttet et anlæg. I alt maks. 40 kg gas og højst 11 kg gas pr. flaske
B) Ostilling af ét anlæg med én tilsluttet flaske plus højst én flaske i reserve. Højst 11 kg gas i hver af flaskerne.
C) Opstilling af to anlæg hver med én tilsluttet flaske plus én flaske i reserve. Højst 11 kg gas i hver af flaskerne.
D) Opstilling af tre anlæg med hver en tilsluttet flaske og ingen i reserve. Højst 11 kg gas i hver af flaskerne.
Et anlæg er f.eks. et gaskomfur eller en varmeovn med en tilsluttet flaske.
Når en flaske ikke er tilsluttet et anlæg, og flasken opbevares indendørs, skal den anbringes i et rum, hvor mindst en af rummets sider er placeret over terræn, og hvor der er mindst én dør eller ét oplukkeligt vindue til det fri. Opbevaring i en kælder er altså kun mulig, hvis den er bygget på en krånende grund, så mindst en side (væg) er over terræn.
Hvis du bor i lejlighed, kan din boligforening have regler for, om du må have flaskegas i et depotrum på loftet eller i kælderrum. Dette forudsætter, at kælderrummet opfylder betingelserne nævnt i forrige afsnit.
Udendørs (f.eks. på din terrasse) eller i et skur (som er adskilt fra boligen) må du opbevare yderligere 40 kg flaskegas i form af flasker med højst 11 kg i hver. Derudover må du også benytte mulighederne for at benytte anlæg som nævnt i B til D ovenfor. Udendørs kan dette lade sig gøre, da det udnytter forskellige undtagelsesbestemmelser i lovgivningen.
Dette er illustreret nedenfor:
Disse muligheder gælder dog ikke for flaskegas på altaner i en etageejendom. Bemærk, at mulighederne med anlæg ikke afhænger af størrelsen, på den tilsluttede flaske. Du kan således ikke bruge flere anlæg end vist ovenfor, selv om du benytter små gaspatroner (”dåser”) i stedet for flasker.
Der gælder særlige begrænsninger for flaskegas på altaner. Altaner, der ikke er tildækkede, anses for at være en udendørs placering, men der må højst være ét anlæg med én tilsluttet flaske med højst 11 kg gas eller én flaske med højst 11 kg gas, der ikke er tilsluttet et anlæg.
Hvis du bor i lejlighed, kan din boligforening have regler for, om du må bruge eller opbevare flaskegas på altanen.
I en campingvogn må der installeres gasanlæg til den nødvendige opvarmning, belysning og madlavning. Dette kræver dog, at gasflasken og en eventuel reserveflaske anbringes uden for vognen eller i et skab med ventilation til det fri. Der må kun være adgang til dette skab direkte fra det fri.
I Danmark omkommer 50-80 personer i forbindelse med brand hvert år. Risikoen for at komme til skade eller omkomme stiger med alderen og er særlig stor for de mest udsatte og sårbare borgere. Det har fået Beredskabsstyrelsen, TrygFonden, Kommunernes Landsforening og Danske Beredskaber til at gå sammen om Brandsikker Bolig. Initiativet udspringer af et ønske om at nedbringe antallet af dødsbrande og skabe et bedre sikkerhedsnet for mennesker, der har svært ved at tage vare på deres egen brandsikkerhed.