oplag af træflis

Et eksempel på oplag af brændbare faste stoffer. Her oplagres der træflis udendørs i miler. 

Reglerne for brændbare faste stoffer

De brand- og eksplosionsforebyggende regler for brændbare faste stoffer er fastsat i Beredskabsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1070 af 29. juni 2020 om tekniske forskrifter for brændbare faste stoffer.

 

Beredskabsstyrelsen har udarbejdet en vejledning til de tekniske forskrifter for brændbare faste stoffer, som forklarer og uddyber visse bestemmelser i bekendtgørelsen.

Find linket til vejledningen nederst på siden.

 

Dette er omfattet af reglerne

  • Produktionsafsnit i bygning, hvor der kan forekomme brændbart støv, som kan give anledning til en eksplosiv atmosfære.
  • Lagerafsnit i bygning, hvor der kan forekomme brændbart støv, som kan give anledning til eksplosiv atmosfære.
  • Lagerafsnit i bygning med oplag af faste brændbare stoffer, som kan selvantænde.
  • Lagerafsnit i det fri med oplag større end 1.000 kubikmeter af brændbare faste stoffer.

 

Undtagelser fra reglerne

Følgende er undtaget fra reglerne:

  • Produktionsafsnit på højst 150 kvadratmeter.
  • Produktionsafsnit i en bygning på højst 600 kvadratmeter.
  • Produktionsafsnit i rum på højst 600 kvadratmeter i en 1-etages bygning, hvor rummet er brandmæssigt adskilt i overensstemmelse med bestemmelserne i afsnit 2.7 i bilaget til bekendtgørelsen.
  • Lagerafsnit i en bygning, hvis oplagets rumindhold ikke er større end 1.000 kubikmeter. Dette gælder dog ikke, hvis der er tale om en silo.
  • Lagerafsnit bestående af en eller flere siloer placeret i en bygning og med et samlet rumindhold på højst 200 kubikmeter.
  • Lagerafsnit bestående af en eller flere siloer placeret i det fri med et samlet rumindhold på højst 600 kubikmeter.
  • Lagerafsnit i det fri med færdigvarer i form af store emner, bortset fra oplag i det ved produktionsafsnit, der er omfattet af beredskabslovgivningen.
  • Lagerafsnit i det fri med stoffer, der er klassificeret som brandfarlige faste stoffer (H228), selvreaktive stoffer og blandinger og organiske peroxider (H240, H241 og H242), pyrofore stoffer (H250) eller selvopvarmende stoffer og blandinger (H251 og H252) i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om klassificering, mærkning og emballering af stofer og blandinger.

 

Sådan søger du om godkendelse

Kommunalbestyrelsen administrerer reglerne. I praksis tager det kommunale redningsberedskab sig af sagsbehandlingen i de fleste tilfælde. Se nærmere på kommunens eller det kommunale redningsberedskabs hjemmeside om, hvor ansøgningen skal sendes til.

 

Relevante publikationer om brændbare faste stoffer

Beredskabsstyrelsens vejledning om brændbare faste stoffer er inddelt i 5 kapitler og 3 appendix: 

Bekendtgørelsen og kapitel 1 - generelle bestemmelser

Kapitel 2 - produktionsafsnit

Kapitel 3 - lagerafsnit i bygning 

Kapitel 4 - lagerafsnit med oplag i silo i det fri

Kapitel 5 - lagerafsnit i det fri

Appendix 1 - eksempel på skema til egenkontrol i bygninger

Appendix 2 - eksempel på skema til egenkontrol i lagerafsnit i det fri

Appendix 3 - permanent åben brandventilation

 

I forbindelse med Beredskabsstyrelsens udarbejdelse af dele af kapitel 5 til vejledningen er dette notat om oplag af flis på havneområder modtaget fra DI/Danske Havne- og Shippingvirksomheder om oplag af flis. Notatet er udarbejdet af Pieter D. Kofman, Danish Forestry Extension.

 

Særlige faste stoffer

Bemærk, at ud over disse regler for brændbare faste stoffer kan der findes særlige regler, hvis stofferne har specielle risikofyldte egenskaber.

Eksempler på dette er:

 

  • Faste kemiske stoffer, som kan udgøre en særlig risiko i tilfælde af brand. Læs mere om dem på denne side.
  • Andre faste stoffer, hvor det kommunale redningsberedskab vurderer, at der skal stilles særlige krav til oplag, anvendelse eller produktion.

Sidst opdateret 19. maj, 2020 - Kl. 17.01