1. Samfundets beredskab
Introduktionsforløbet giver den frivillige en generel introduktion til samfundets samlede beredskab, sektoransvarsprincippet og samfundets generelle responskapaciteter.  Desuden bliver den frivillige introduceret til det generelle risikobillede i Danmark.


Indholdstemaer - generelle forhold:
• Overordnet kendskab til det generelle risikobillede i Danmark, det nationale risikobillede og samfundets beredskab i forbindelse med ulykker og beredskabsfaglige hændelser.
• Hensigtsmæssig reaktion i ulykkessituationer: forebyggelse, konsekvensreduktion, medvirken til at begrænse ulykken, nabohjælp og øget robusthed over for hændelser gennem egen indsats i de første 48 timer efter større hændelser som f.eks. voldsomt vejr.
• Muligheder for at forebygge ulykker og kortlægge og identificere de risici, som kan ramme deltageren, familier, husstande o. lign.
• Kendskab til samfundets ressourcer til at afhjælpe ulykker og beredskabsfaglige hændelser og foretage korrekt alarmering.
• Lokale forhold som tager udgangspunkt i deltagerens egen hverdagssituation og gennem disse forhold eksemplificere risiko- og forebyggelsesforståelse.

 

 2. Fra robust borger til robust frivillig
Introduktionsforløbet forbereder den nye frivillige til at håndtere hændelser i og omkring eget hjem, samt dér hvor den frivillige færdes i samfundet.


Indholdstemaer - egne ressourcer:
• Kendskab til egne ressourcer i forhold til at standse en ulykke, tilkalde hjælp og være orienteret om grundprincipperne for livreddende førstehjælp, således at deltageren med råd fra f.eks. sundhedsfagligt personale kan påbegynde førstehjælp eller kan assistere en uddannet førstehjælper med  førstehjælp.
• Forebyggelse og begrænsning af brandspredning gennem lukning af døre m.m., påbegynde evakuering og foretage alarmering.
• Tema med udgangspunkt i relevante lokale forhold, f.eks. sikring af kældre mod oversvømmelse fra skybrud eller sikring mod stormflod o. lign.  

 

 3. Redningsberedskabets organisering
Introduktionsforløbet indeholder en orientering om redningsberedskabets overordnede organisering, beredskabslovens formål og det lokale beredskabs organisation. Desuden gennemgås forhold vedrørende kontrakt og tjeneste samt den juridiske ramme for den frivillige tjeneste.


Indholdstemaer - redningsberedskabets organisering:
• Beredskabslovens formål, redningsberedskabets organisering, egen placering og egne opgaver.
• Orientering om indhold og betydning af kontrakt for frivillig tjeneste i redningsberedskabet.
• Tjenesteforhold for frivillige, herunder rettigheder og pligter, samt lokale bestemmelser.

 

 4. Uddannelse
Introduktionsforløbet indeholder en orientering om kommende uddannelsesmuligheder, hvordan frivilligarbejdet er organiseret i eget beredskab samt en oversigt over den tidsmæssige ramme for uddannelsesforløbet, og ikke mindst hvilke kompetencer opnås hvornår. En individuel kompetenceprofil kan eventuelt påbegyndes som del af introduktionsforløbet jf. de pædagogiske principper for uddannelse i redningsberedskabet.


Indholdstemaer i uddannelse som frivillig:
• Orientering om uddannelsessystemet i redningsberedskabet, herunder muligheder for specialisering.
• Frivilligarbejdets organisering i eget beredskab, herunder hvilke opgaver løses af de frivillige.
• Orientering om Beredskabsforbundet og muligheden for som frivillig i redningsberedskabet at være organiseret her.

 

Generelle bestemmelser
Der er ikke nogen central fastlagt uddannelsesplan for introduktionsforløbet, men alene en vejledende plan, da der er forskellige lokale traditioner for rekruttering og introduktion af nye frivillige.

Indholdstemaerne 1, 3 og 4 er dog obligatoriske og skal dækkes af den lokale uddannelse, men der er frihed til at sammensætte forløbet efter de lokale forhold. Indholdstema 2 er valgfrit. Der kan frit suppleres med andre indholdstemaer og praktiske øvelser inden for de fagområder man har i det lokale beredskab.

Der er muligt at søge refusion fra enhedstimesystemet for op til 8 timers introduktionsuddannelse pr. frivillig.

Sidst opdateret 2. september, 2020 - Kl. 12.10