Klasselokale

Grafik: Colourbox

Beredskabsstyrelsen udbyder kurser vedrørende det danske krisestyringssystem, krisekommunikation, beredskabsplanlægning, øvelsesplanlægning og evaluering af hændelser, kriser og øvelser. Kurserne henvender sig til alle, der arbejder med beredskab og krisestyring i offentlige og private organisationer. Flere af kurserne udbydes i samarbejde med Rigspolitiet, Sundhedsstyrelsen og Forsvarskommandoen.

 

De enkelte kurser

Kurset ’Samfundets Beredskab’ giver dig viden om de forskellige aktører i samfundets beredskab, principperne og strukturen i den danske beredskabsmodel samt de særlige forhold, der bl.a. gælder ved samarbejde under kriser på lokalt og nationalt niveau.

 

Kurset ’Krisestaben i Samfundets Beredskab’ giver dig forudsætningerne for at koordinere handlinger og ressourcer gennem situationsanalyser og at håndtere information såvel i egen sektor som i stabsarbejdet for derved at bidrage til det fælles informations-/virkelighedsbillede samt at drive, vedligeholde og afslutte stabsarbejdet.

 

Kurset ’Krisekommunikation i Samfundets Beredskab’ udvikler dine kompetencer i at kunne varsle samt udvælge og formidle relevant kriseinformation til berørte borgere under større hændelser eller kriser.

 

Kurset ’Beredskabsplanlægning – et introduktionskursus’ giver dig viden om de generelle udfordringer, som beredskabsplanlægning skal kunne tage højde for, og kendskab til konceptet for helhedsorienteret beredskabsplanlægning.

 

Kurset ’Øvelsesplanlægning – et introduktionskursus’ sætter dig i stand til at planlægge, gennemføre og evaluere dilemmaøvelser og mindre krisestyringsøvelser for din organisation og indgå i et samarbejde om øvelser med andre organisationer.

 

Kurset ’Evaluering og læring fra beredskabshændelser, kriser og øvelser’ styrker dig fagligt og metodisk til at designe og planlægge evalueringer og erfaringsopsamlinger i forbindelse med beredskabshændelser, kriser og øvelser.

 

Effektiv læring

Kurserne gennemføres i en vekselvirkning mellem oplæg, gruppearbejde, refleksionsøvelser og praksisnær træning. Derigennem opnås det bedste læringsudbytte, og deltagerne understøttes effektivt i at overføre læringen til egen praksis.

 

Vil du vide mere om kurserne?

Kontakt os ved at benytte dig af kontaktoplysningerne i højre side, hvis du vil vide mere om vores kurser i beredskabsplanlægning og krisestyring. For mere information og tilmelding til det enkelte kursus, følg venligst de ovenstående links. 

Sidst opdateret 26. august, 2020 - Kl. 13.54