For at beredskabet skal kunne fungere bedst muligt, bør medarbejderne have de kompetencer, der er nødvendige for at løse de beredskabsmæssige opgaver.

 

For at iværksætte et uddannelsesprogram bør organisationen først danne sig et overblik over, hvilke kompetencer den skal råde over i forbindelse med beredskabsplanlægning og krisestyring. Kompetencerne kan findes hos ansatte i organisationen, eller de kan rekvireres fra andre organisationer.

 

Hvem skal uddannes?

Som udgangspunkt bør alle de medarbejdere i organisationen have et godt kendskab til organisationens beredskabspolitik, beredskabsprogram og generelle beredskabsplan. Organisationen bør tage højde for, at beredskabshændelser også kan indtræffe uden for normal arbejdstid. Således bør også vagt- og ekstrapersonale have et tilstrækkeligt uddannelsesniveau samt indgå i øvelser og andre forberedende aktiviteter.

 

Alle medarbejdere, der potentielt kan indgå i kriseorganisationen, bør kende deres egne roller og funktioner samt den overordnede ansvarsfordeling og de procedurer, der ligger til grund for håndteringen af krisestyringens kerneopgaver.

 

Beredskabsstyrelsen tilbyder kurser i beredskabsplanlægning og krisestyring. Læs mere om Beredskabsstyrelsens kurser og netværksaktiviteter, eller kontakt os for yderligere information og rådgivning.

Sidst opdateret 23. maj, 2022 - Kl. 09.44