I uge 40 sættes fokus på brandsikkerhed blandt børn og unge med den årlige kampagne ”Lær børn om brand”. Hertil er udarbejdet undervisningsmateriale til brug i grundskolen.

 

Formålet med materialerne er, at børn skal lære om ild og brandsikkerhed, så de bliver mere bevidste om farerne og kan reagere rigtigt, hvis der opstår brand. 

 

Undervisningsmaterialet ”Lær om brand” er målrettet eleverne i indskolingen i 0.-1. klasse. I 2023 erstattes "Ild - en farlig ven" (målrettet 4.-5. klasse) af det nye undervisningsmateriale "Brandsmart", der er målrettet hele mellemtrinnet (4.-6. klasse). "Brandsmart" hører under faget natur/teknologi og kan tilgås digitalt på www.forstå.dk/brandsmart.

 

Begge materialer er gratis og primært tænkt til brug i uge 40, men kan bruges året rundt. Alle landets grundskoler opfordres hvert år til at bestille og anvende materialerne i undervisningen.

 

Samarbejde mellem skole og det lokale brandvæsen

Redningsberedskaberne er en vigtig medspiller i undervisningen i brandforebyggelse og kan bidrage til skolernes undervisning ved at give børnene en forståelse for hvad ild er, hvordan ild er både farlig og nyttig, og hvordan ild skal omgås på en fornuftig måde.


Redningsberedskaberne i alle landets kommuner opfordres derfor til at understøtte kampagnen i form af samarbejde med skolerne lokalt om undervisningen i uge 40 f.eks. i form af en brandøvelse på skolen, et besøg på den lokale brandstation eller en anden aktivitet. 


Redningsberedskaberne kan også gratis bestille undervisningsmaterialet "Lær om brand" (0.-1. klasse) til brug for aktiviteter i uge 40. Send en mail til Kommune og Borger via kontaktoplysningerne her på siden og læs mere om materialerne via linket herunder. 

 

Bag ”Lær børn om brand” står Beredskabsstyrelsen, Danske Beredskaber og TrygFonden.

 

 

 

 

 

 

 

Sidst opdateret 2. juni, 2023 - Kl. 11.07