publikation - Indsats ved brand i BESS

llustration: Hovedstadens Beredskab. -  Formålet med temahæftet er at belyse de risici, som kan ske i forbindelse med redningsberedskabets indsats, samt beskrive taktiske mål for indsatsen, der kan iværksættes baseret på denne viden.


Med afsæt i bl.a. regeringens ”Køreplan for et grønt Danmark” (2021) er den grønne omstilling accelereret de seneste par år. Beredskabsstyrelsen understøtter, sammen med Danske Beredskaber, arbejdet med den grønne omstilling ved bl.a. at udgive vejledninger og temahæfter, der kan guide redningsberedskabet til en sikker indsats ved brand eller varmeudvikling i litiumionbatterier.


Elektriske anlæg til lagring af energi (Battery Energy Storage Systems (BESS-anlæg)) etableres for at sikre en robust forsyningssikkerhed fra sol- og vindenergi, samt sikre stabilitet i el-nettet. Et nyt temahæfte sætter fokus på risikovurderingen af særlige faremomenter ved brand i og omkring anlæggets litiumionbatterier.

Særlige farer

  • A. Fare for elektrisk stød. Der kan være risiko for elektrisk stød, hvis der er sket skade på de elektriske komponenter i batteriet.
  • B. Fare for afgasning og eksplosion. Batteriet kan, før det bryder i brand, afgive brændbare (og giftige) gasser, som særligt i lukkede rum kan danne en brændbar eller eksplosiv atmosfære.
  • C. Fare for en atypisk brand. Batteriernes kemi og interne opbygning vil kunne bidrage til en voldsom brand, som hurtigt kan brede sig til nærliggende, brændbare materialer eller bygningskonstruktioner.


Formålet med temahæftet er at belyse de risici, som kan ske i forbindelse med redningsberedskabets indsats, samt beskrive taktiske mål for indsatsen, der kan iværksættes baseret på denne viden.


”Temahæftet skal omsætte og formidle faglig viden om de særlige farer, der kan være ved indsatsen på en grundig, men også tilgængelig måde. Som noget nyt har vi udarbejdet en række scenarier, der tager højde for batterilagrenes forskelle i størrelser og set-ups. Scenarierne kommer til på sigt at kunne indgå i undervisning af vores holdledere og indsatsledere her på Uddannelsescentret”, siger chefsergent Kenny Bülow fra Beredskabsstyrelsen Center for Uddannelse, der er en del af arbejdsgruppen.


For de kommunale redningsberedskaber er timingen af temahæftet central, fordi det er anlæg som redningsberedskaberne i stigende grad risikerer at støde på i forbindelse med indsatser:
”Vi har for nylig haft en brand i et BESS-anlæg i Skagen. Det var i det fri – men særligt i lukkede rum vil en brand medføre behov for at håndtere indsatsen anderledes end andre bygningsbrande. Temahæftet tager udgangspunkt i de situationer, vi møder – det giver et værktøj til opstart af en indsats som vi så ofte må revurdere undervejs. Vi sætter pris på, at vi og vores kolleger nu får anvisninger til, hvordan denne type af hændelse kan håndteres, så der også er fokus på sikkerheden for mandskabet, siger Jan Nedza, beredskabschef i Nordjyllands Beredskab og medlem af arbejdsgruppen.


Læs temahæftet nedenfor.