Flagdag Dannabrog.

Illustration: Forsvaret.

Beredskabsstyrelsen udsender hvert år personel til kriser og katastrofer internationalt. Her hjælper de på forskellig vis til, at befolkningen kan vende tilbage til en mere normal dagligdag.

 

Siden Flagdagen 5. september sidste år har Beredskabsstyrelsen udsendt personel til Pakistan og Tyrkiet.

 

I Pakistan rensede Beredskabsstyrelsen vand, så det kunne anvendes som drikkevand, efter landet var blevet ramt af voldsomme oversvømmelser. I Tyrkiet understøttede Beredskabsstyrelsens udsendte koordinationen af den humanitære indsats efter en række ødelæggende jordskælv.

 

Begge indsatser blev udført i samarbejde med andre nordiske lande under dansk ledelse.

 

I alt har Beredskabsstyrelsen udsendt 35 personer det seneste år.

 

- Når man ser så omfattende ødelæggelser som dem i Pakistan eller Tyrkiet, syner det måske ikke af det helt store, at Danmark sender et par håndfulde personer af sted. Men det er virkelig højt specialiserede og dedikerede folk, der gør en reel forskel for lokalbefolkningen.

 

- Flagdagen er de udsendtes dag, hvor vi anerkender dem og takker dem for deres indsats og den forskel, de har været med til at gøre, siger Beredskabsstyrelsens direktør, Laila Reenberg.

 

I hele landet afholdes officielle arrangementer for de udsendte fra Forsvaret, redningsberedskabet, politiet, Udenrigsministeriet og sundhedsvæsenet. Nedenfor kan ses, hvilke arrangementer Beredskabsstyrelsens enheder deltager i.

 

Se mere om Flagdagen her

 

Beredskabsstyrelsen ønsker alle en god Flagdag på tirsdag!

 

Beredskabsstyrelsens deltagelse ved Flagdag

 

København

Beredskabsstyrelsens Officersskole deltager med paradestyrke og fanekommando ved mindehøjtideligheden på Kastellet, gudstjenesten i Holmens Kirke og paraden på Christiansborg Slotsplads; det sidste sammen med Beredskabsstyrelsens udsendte det seneste år.

 

Souschefen for Internationalt Beredskab i Beredskabsstyrelsen holder tale ved Københavns Kommunes fejring af Flagdagen på Københavns Rådhus.

 

Thisted

Beredskabsstyrelsen Nordjylland gennemfører en march og deltager i det kommunale arrangement på Store Torv i Thisted.

 

Herning

Beredskabsstyrelsen Midtjylland deltager med fane ved det kommunale arrangement i Herning. Sektionschef Christian Rosgaard holder tale.

 

Karup

Brigadechef Nicolai Rauhe Illemann deltager ved flagdagsarrangementet på Flyvestation Karup.

 

Viborg

Brigadechef Nicolai Rauhe Illemann deltager ved flagdagsarrangementet i Viborg Kommune, med efterfølgende gudstjeneste i Viborg Domkirke.

 

Haderslev

Beredskabsstyrelsen Sydjylland deltager med bl.a. en fanekommando i et fælles arrangement i Haderslev sammen med Slesvigske Fodregiment.

 

Næstved

Beredskabsstyrelsen Sjælland deltager med en autosprøjte i det kommunale arrangement i Næstved.

 

Slagelse

Beredskabsstyrelsen Sjælland deltager i det kommunale arrangement i Slagelse Lystanlæg.

 

Rønne

Beredskabsstyrelsen Bornholm deltager med paradestyrke og fanekommando i et myndighedsfælles arrangement under Veteranforum Bornholm. Der gennemføres en fælles fanemarch gennem byen og fælles parade med festtaler på Store Torv i Rønne. Chefen for Beredskabsstyrelsen Bornholm indgår i talerækken.