Rundvisning på mobilhospitalet

I denne og de kommende uger besøger bl.a. sundhedspersonale det opslåede mobilhospital i Herning. Her får de fremvist operationsstuen i mobilhospitalet.

Opdatering 11/3-2022: Beredskabsstyrelsens mobilhospital er doneret til Ukraine. Derfor forsinkes certificeringsprocessen. Du kan læse mere om donationen her:

Dansk mobilhospital og materielbidrag til Ukraine

 

I en hal i Messecenter Herning har Beredskabsstyrelsen samlet telte og maskiner, som i løbet af dette år skal testes, så de står klar til WHO-klassificering som mobilhospital i slutningen af året. I denne uge har hallen stået åben for medlemmer af Beredskabsstyrelsens Internationale Personelpulje, som bl.a. inkluderer sygeplejersker, læger og lejrteknikere. Her har de besøgende fået en introduktion til det mobilhospital, de muligvis kan blive udsendt med fra årsskiftet.

- Meningen med mobilhospitalet er, at det kan udsendes som støtte til et område, der bliver ramt af en katastrofe – fx oversvømmelse, jordskælv eller andre hændelser, hvor mange er kommet til skade, siger specialkonsulent Tais Krøger Ziethen fra Internationalt Beredskab i Beredskabsstyrelsen.

Beredskabsstyrelsen har benyttet sig af mobilhospitaler siden 1993, så konceptet er ikke nyt og vil også kunne udsendes i dag, hvis der skulle opstå en katastrofe, og Danmark blev anmodet om støtte. Men med WHO-klassificeringen er konceptet markant udvidet, og Danmark vil blive et af 12 lande, der kan tilbyde denne standard af hospital. Udover etableringen af de fysiske rammer for mobilhospitalet er det også en del af forberedelserne til klassificeringen at opbygge en personelpulje af sundhedspersonale, der kan udsendes sammen med Beredskabsstyrelsens lejrteknikere.

Med hospitalet følger også mennesker
Når mobilhospitalet står klart, vil det kunne udsendes med 10 timers varsel og vil efter ankomst kunne rumme op til 50 medarbejdere. Udover de medsendte medarbejdere fra Beredskabsstyrelsens Internationale Personelpulje vil der ofte også blive ansat lokalt sundhedsfagligt personale, der kan tale sproget i landet.

Maj-Brit Nørregaard Kjær er en del af puljen og var sidste år udsendt af Beredskabsstyrelsen til Rumænien som støtte til sundhedsvæsnet i forbindelse med corona-krisen.

- Det var en god oplevelse at være udsendt og gøre en forskel for et land, der var stærkt presset. Vi var flere læger og sygeplejersker sendt afsted sammen med to forbindelsesofficerer fra Beredskabsstyrelsen. Det fungerede rigtig godt, fordi forbindelsesofficererne tog sig af alt det praktiske, så vi kunne fokusere på at udnytte vores kernekompetencer. Man følte virkelig, at man var en del af et team, siger Maj-Brit Nørregaard Kjær, der til daglig er intensiv-sygeplejerske på Rigshospitalet.

At være udsendt med mobilhospitalet er selvfølgelig anderledes end at være udsendt til et etableret hospital som i Rumænien, men det skræmmer ikke Maj-Brit.

- Nu har jeg været rundt og se faciliteterne i dag, og der er alt det man har brug for på et hospital. Selvom det foregår i telt, så er der det udstyr, vi kender, om end mere forsimplet end på en almindelig dansk intensivafdeling, så det bekymrer mig slet ikke. Jeg er spændt på at komme ud og prøve det i praksis i et katastrofeområde, hvor miljøet jo er meget anderledes end på et dansk hospital, fortæller hun.

Ikke kun et hospital
I den store hal er der samlet et telt til modtagelse af tilskadekomne, et traumeafsnit, et laboratorie, en operationsstue, flere sengeafsnit, en skadestue og et venteområde. Mobilhospitalet har narkose, egen produktion af ilt og demineraliseret vand, maskiner til sterilisering, blodanalyse og meget andet.

Men faktisk fylder hospitalsdelen kun ca. 20 % af den samlede lejr. For herudover medfølger en personalelejr med bl.a. indkvartering, køkken, bad- og toiletfaciliteter og klimavenlig affaldshåndtering. Når det hele er samlet og opsat fylder det op til 80 x 80 meter.

Hospitalet kan op- og nedskaleres men vil kunne modtage op til 700 patienter om dagen, med alt fra livstruende kvæstelser til behov for rekonstruktiv kirurgi.

Hvis du er nysgerrig på at blive en del af den internationale personelpulje, kan du læse mere her.