Lithium-ion pack

Foto: Colourbox.

I takt med stigende elektrificering i samfundet tages flere og flere produkter med litiumionbatterier i brug.

 

I en ny fokusanalyse har Beredskabsstyrelsen undersøgt brandrisikoen ved mindre produkter med litiumion-batterier, f.eks. elcykler og elløbehjul. Analysen viser, at disse produkter sjældent brænder – særligt set i forhold til hvor mange af denne type af produkter, der findes på gaden.

 

Analysen viser også, at risikoen for, at der opstår brand i et produkt med et litiumion-batteri øges i forbindelse med opladning af batteriet. Opladningen sker ofte inde i en bolig.

 

Derfor er det vigtigt at være opmærksom på, hvordan og hvor opladning af litiumion-batterierne foregår. Et godt råd er at have en fungerende røgalarm i det rum, hvor du oplader batterierne.

 

- Der kører over 300.000 elcykler rundt på de danske veje. I det lys går der heldigvis sjældent brand i produkterne. Men ikke mindst fordi flere oplader batterier om natten af hensyn til prisen på el, er det en rigtig god idé at have en røgalarm i det rum, hvor der oplades, siger analysechef i Beredskabsstyrelsen, Frederik Prytz-Grønfeldt.

 

Beredskabsstyrelsen monitorerer løbende udviklingen og arbejder på at styrke datakvaliteten på området.

 

Læs analysen her

 

Se mere om sikker opladning på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside:

Brande i mindre produkter med litiumion-batterier

  • Brande i litiumion-batterier kan udvikle sig voldsomt, hvis der opstår såkaldt ”thermal runaway” i batteriet.
  • I perioden 2018-2021 rykkede redningsberedskabet ud til 84 brande, der var startet i et mindre litiumion-produkt.
  • Hver fjerde af brandene var i en elcykel eller batteriet til en elcykel.
  • Næsten halvdelen (48%) af produkterne, der brød i brand i bygninger, var under opladning.
  • Der var i 2021 minimum 340.000 elcykler i Danmark ifølge Danmarks Statistik.