Autosprøjter.

Foto: Beredskabsstyrelsen.

Krigen i Ukraine skaber stort pres på de ukrainske beredskabsmyndigheder. Fire donerede brandbiler bliver i dag transporteret af Beredskabsstyrelsen til et EU-lager i Polen, hvorfra de ukrainske myndigheder står for den videre transport ind i Ukraine.

 

Alle fire brandbiler er fuldt funktionelle og doneret af firmaet RK Brand & Teknik. Brandbilerne indeholder bl.a. vandtanke, der kan indeholde 2500 liter vand til almen brandslukning.

 

Beredskabsstyrelsen står for transporten af de fire brandbiler samt koordination med EU og de polske og ukrainske myndigheder.

 

Ti af Beredskabsstyrelsens medarbejdere kører i dag de fire automobilsprøjter fra Beredskabsstyrelsen Sydjylland i Haderslev. De forventes at ankomme til EU’s lager i Polen i løbet af lørdag.

 

Mange internationale opgaver efter krigen i Ukraine

Beredskabsstyrelsen har ud over denne opgave tidligere doneret et fuldt udstyret mobilhospital og efterspurgt beredskabsmateriel til Ukraine samt støttet andre myndigheder med koordination og logistik i forbindelse med donationer af materiel. Bl.a. medicin og medicinsk udstyr doneret af Sundhedsministeriet og branddragter og -hjelme fra de kommunale redningsberedskaber.