[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Arbejdet med at håndtere coronavirus i Danmark har allerhøjeste prioritet hos de danske myndigheder, og Beredskabsstyrelsen er ingen undtagelse. I de seneste dage og uger har styrelsen bidraget til arbejdet i den Nationale Operative Stab (NOST) og en række funktioner herunder samt Det Centrale Operative Kommunikationsberedskab (DCOK). I stabene koordineres bl.a. myndighedernes indsats, ressourcer og kommunikation.

På Beredskabsstyrelsens operative centre i hele landet har man inddraget de værnepligtiges orlov i den kommende periode, fordi de indgår i udrykningsberedskabet, hvis der bliver behov for ekstraordinære indsatser. Styrelsen er også i tæt dialog med de kommunale redningsberedskaber for at videndele, planlægge og sikre opretholdelsen af det samlede danske redningsberedskabs robusthed. 

- Det er en alvorlig situation, vi står i. Der bliver arbejdet på højtryk for at håndtere situationen. Beredskabsstyrelsen, Forsvaret, Hjemmeværnet og de kommunale redningsberedskaber har sendt alt personale, der kan undværes, hjem. Men de opretholder alle fuldt beredskab og er klar til at rykke ud, når behovet opstår. I denne tid er samarbejdet mellem myndighederne helt essentielt. Stor ros til alle der arbejder på højtryk for at sikre et beredskab, så danskerne kan være trygge, siger forsvarsminister Trine Bramsen.

Marc svarer på borgernes spørgsmål
Mens de nævnte opgaver alle i større eller mindre flugter med Beredskabsstyrelsen normale opgaver, er en anden opgave dog ny; nemlig støtte til den myndighedsfælles hotline, hvor borgere kan ringe ind og få information om ny coronavirus.  

Marc er oversergent i Beredskabsstyrelsen og en af de frivillige, som er med til at bemande den myndighedsfælles hotline om coronavirus/COVID-C19 på 7020 0233. Han har været med fra den 26. februar, da hotlinen blev betjent fra Sundhedsstyrelsen, og også da den siden voksede og måtte flyttes til Rigspolitiets faciliteter i Jonstrup-lejren ved Ballerup.

- Vi får en masse bekymrede borgere i røret, og så hjælper vi dem så godt, som vi kan, siger Marc og fortsætter:

- Når vi begynder på arbejdet, bliver vi allerførst sat ind i den FAQ, som er nerven i hele arbejdet. Den er skrevet af sundhedsfagligt personale, som hele tiden sørger for, at den er opdateret med nye svar på spørgsmål, som vi ikke har hørt før. Mange af de spørgsmål, som vi ellers behandler i løbet af dagen er gengangere – og de udspringer af, at folk er nervøse for, om de kan være blevet smittet, eller spørger til, hvordan de skal forholde sig.

11.000 opkald i døgnet
Den myndighedsfælles hotline modtager efterhånden 11.000 opkald i døgnet – og det er hele tiden nødvendigt at tilføre nyt personale for at følge med.

- Vi begyndte jo egentlig ganske få ude i Sundhedsstyrelsen, men efterhånden er der så kommet mange, mange flere til, siger Marc.

Siden den 26. februar har en lang række frivillige fra Beredskabsstyrelsen Hovedstaden og Beredskabsstyrelsen Sjælland været fast tilknyttet hotlinen, og der kommer nu endnu flere til fra hele landet. Derudover har Hjemmeværnet siden 6. marts bidraget med et stort antal frivillige, ligesom politiet og Røde Kors nu også stiller mandskab til rådighed. Senest er hotlinen, der ledes og koordineres af Rigspolitiet i samarbejde med Sundhedsstyrelsen og de involverede organisationer, udvidet til hele 570 mand og fordelt på fire separate lokationer.