[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Har du styr på, hvordan man undgår brand i hjemmet? Har dine børn?

Hvert år i uge 40 sætter Beredskabsstyrelsen og TrygFonden fokus på brandforebyggelse og tilbyder gratis undervisningsmaterialer til landets skoler. Flere end 500 skoler har bestilt materialer til undervisning om brandsikkerhed. Flere end 40.000 elever i 0.-1. klasse og 4.-5. klasse lærer om, hvordan man undgår brand, og hvad man skal gøre, hvis der opstår brand.

- Ligesom man lærer om trafiksikkerhed, skal man som barn også lære om brandsikkerhed. Det er vores ansvar, at børn ved, hvad de skal gøre ved brand, siger forsvarsminister Trine Bramsen.

 - Ild kan hurtigt udvikle sig til en farlig brand, så det er vigtigt at kunne handle. Børn skal tænke på at redde sig selv og få skaffet noget hjælp og gerne ringe 1-1-2. Med en god viden om brandsikkerhed kan vi mindske risikoen for, at børn kommer til skade og også på sigt gøre dem til brandsikre voksne, siger programchef i TrygFonden, René Højer.

Om brandforebyggelse i uge 40
Flere end 500 skoler har bestilt undervisningsmaterialerne ”Lær om brand” målrettet 0.-1. klasse og ”Ild – en farlig ven” målrettet 4.-5. klasse.

Flere steder i landet stabler de kommunale brandvæsner arrangementer på benene for de lokale skoleklasser i uge 40 – f.eks. hos Slagelse Brand og Redning.

Sådan bliver I en brandsikker familie. Tal med dit barn om:

  • Hvorfor man skal redde sig selv først
  • At man skal sige det til en voksen, så de kan ringe til brandvæsenet
  • At børn også kan ringe 1-1-2
  • At brandvæsenet altid er parat til at hjælpe