[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

2018 bød på flere nybrud for Beredskabsstyrelsen. For første gang blev styrelsen omfattet af et forsvarsforlig. Forliget, der løber fra 2018 til 2023, tilfører ekstra midler primært til at øge antallet af værnepligtige og uniformerede, at styrke krisestyringsberedskabet samt at anskaffe mere materiel.

Tiltagene skal samlet bidrage til at styrke samfundets robusthed og modstandskraft, når Danmark rammes af en større krise eller katastrofe.

Et travlt år operativt
Sommeren 2018 var rekordtør og bød på over tre gange så mange naturbrande som gennemsnittet for de foregående fem år. Det gav travlhed for de kommunale redningsberedskaber og for Beredskabsstyrelsen.

Oven i de nationale opgaver kom indsatsen for at slukke skovbrande i Sverige. Beredskabsstyrelsen ledede indsatsen, som også flere kommunale redningsberedskaber deltog i. Med 215 indsatte personer var indsatsen på den parameter styrelsens største i nyere tid. Der var også internationale indsatser i bl.a. Bangladesh og Indonesien.

I alt gennemførte Beredskabsstyrelsen i sidste år 659 nationale og internationale indsatser. Her blev forbrugt ca. 76.862 indsatstimer. Internationale indsatstimer udgjorde cirka en tredjedel.

Et mere robust samfund
Sideløbende med de operative indsatser havde Beredskabsstyrelsen i 2018 på myndighedsområdet bl.a. fokus på at styrke den brandforebyggende indsats. Styrelsen opdaterede regelgrundlaget indenfor området og udarbejdede to dybdegående analyser om brandårsager. De bidrager til, at det brandforebyggende arbejde fremadrettet kan ske på et mere solidt, evidensbaseret fundament.

Derudover har Beredskabsstyrelsen udviklet klimarelaterede scenarier samt udarbejdet et nyt koncept for dilemmaøvelser. Begge dele skal bidrage til at styrke det strategiske niveaus funktion i den kommunale krisestyring.

På det økonomiske område fik Beredskabsstyrelsen i 2018 et samlet merforbrug på 5,4 mio. kr. Merforbruget er i overensstemmelse med aftale med Forsvarsministeriet og finansieres af Beredskabsstyrelsens egenkapital.

Læs mere om Beredskabsstyrelsens år 2018 i årsrapporten.