[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Brandfolk er en udsat gruppe. På trods af, at sikkerhed har højeste bevågenhed, ligger branchegruppen politi, beredskab og fængsler i top fem, når det kommer til antal arbejdsulykker. Det skal et nyt projekt mellem Beredskabsstyrelsen, Kommunernes Landsforening, repræsentanter for de kommunale redningsberedskaber og Falck forsøge at ændre på.

Skal medvirke til at nedbringe antallet af arbejdsulykker
Med støtte fra Arbejdsmiljøforskningsfonden iværksætter Beredskabsstyrelsen, Kommunernes Landsforening, repræsentanter for de kommunale redningsberedskaber og Falck i 2019 et to et halv-årigt projekt, der skal munde ud i konkrete anbefalinger til at mindske antallet af arbejdsulykker.

- Den viden, vi har om arbejdsulykker for brandfolk, er relativt fragmenteret og ufuldstændig. Det her projekt er det første af sin art herhjemme, der kan tegne et fyldestgørende billede af området og komme med konkrete anbefalinger til at nedbringe antallet af arbejdsulykker. Så vi er meget glade for, at vi med støtten fra Arbejdsmiljøforskningsfonden kan komme i gang, siger chef for Viden og Analyse i Beredskabsstyrelsen, Bo Torp Henriksen.

Beredskabsdirektør Lars Rosenwanger fra Nordsjællands Brandvæsen sidder i projektets styregruppe. Han ser frem til at arbejde med projektet.

- Vi har et benhårdt fokus på sikkerhed både hos os og i alle andre dele af redningsberedskabet, men vi må erkende, at der er visse risici ved at være brandmand. Jeg ser meget frem til at få noget mere håndfast viden og nogle konkrete tiltag, der kan give vores dygtige brandmænd og –kvinder en sikrere arbejdsdag.

Om projektet
Projektet ’Fra udredning til praksis: Forebyggelse af ulykker hos brandmænd’ består af to faser. Første fase skal identificere, hvor, hvornår og under hvilke indsatser og under hvilke trin i indsatsen, ulykkerne sker. I den proces vil der også tegne sig konturerne af best practice.

Fase to skal identificere mulige forebyggende tiltag, afprøve tiltagene under indsatslignende forhold og på den baggrund komme med anbefalinger til implementering af de mest egnede forebyggende tiltag.

Projektet organiseres i en projektgruppe, en styregruppe og en interessentgruppe. Styregruppen tæller bl.a. beredskabsdirektørerne for Beredskab & Sikkerhed, Beredskab Øst og Nordsjællands Brandvæsen, en repræsentant fra Falck samt fagkonsulenten for branchearbejdsmiljørådet.

Arbejdsmiljøforskningsfonden støtter projektet med 2,2 mio. kr. Projektet forventes afsluttet inden udgangen af 2021.