[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Fødevarestyrelsen indledte tidligt mandag morgen en indsats mod fugleinfluenza i en større besætning af ænder ved Vinderup nær Holstebro. Beredskabsstyrelsen støtter Fødevarestyrelsen med blandt andet logistik, personel og indfangning.

Det er en mild udgave af fugleinfluenza, der har ramt besætningen, som tæller godt 9.000 ænder og 12.000 ællinger. For at forhindre, at fugleinfluenzaen udvikler sig til en farligere udgave er det nødvendigt at indfange og aflive ænderne.
 
Udover aflivningen etablerer myndighederne en zone omkring besætningen på en kilometer med særlige restriktioner. Restriktionerne varer i 21 dage og betyder, at fjerkræ og æg ikke må flyttes ud af zonen i perioden.
 
Foruden Fødevarestyrelsens godt 25 dyrlæger og ledelsespersonel på stedet deltager omkring 80 ansatte fra Beredskabsstyrelsens tre jyske centre.
 
Fødevarestyrelsen har rekvireret Beredskabsstyrelsen i medfør af en fælles samarbejdsaftale. Beredskabsstyrelsen har samarbejdsaftaler med flere myndigheder, der kan rekvirere styrelsens hjælp til specialopgaver.