[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Efter overdragelsen af kontor- og koordineringsfaciliteter til International Organization for Migration har Beredskabsstyrelsen nu igangsat etableringen af yderligere faciliteter efter anmodning fra World Food Programme.

Beredskabsstyrelsen har siden september 2017 været tilstede i Bangladesh, hvor mere end 670.000 rohingyaer, der er flygtet fra Myanmar siden august 2017, har bosat sig i lejre i området Cox’ Bazar.

Beredskabsstyrelsen har i samarbejde med International Humanitarian Partnership (IHP) opbygget flere kontor- og koordineringsfaciliteter på anmodning af International Organization for Migration (IOM). Faciliteterne benyttes dagligt af de internationale nødhjælpsorganisationer, der opererer i Cox’ Bazar.

Rohingya-flygtninge bosat i lejrene er udsat for mange risici, og deres situation forventes stærkt forværret af den kommende monsuntid. Der er øget risiko for cykloner, oversvømmelser og mudderskred i et område uden den nødvendige kapacitet til sikker beboelse og basale sundheds- og sanitetsfaciliteter. FN og EU vurderer, at risikoen for epidemier i flygtningelejrene er høj.

Beredskabsstyrelsen har via IHP modtaget en ny anmodning fra World Food Programme (WFP) om akut støtte til etablering af kontor-, koordinerings- og indkvarteringsfaciliteter.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs siger:

- Jeg har selv været i Cox’ Bazar og hørt flygtningenes beretninger om de forfærdelige ting, de har været udsat for. Samtidig er der et stort pres på det lokalsamfund og de organisationer, der skal hjælpe de mange mennesker i nød. Derfor er jeg glad for, at vi fra dansk side kan sende endnu et humanitært bidrag til rohingya-flygtningekrisen.

Chef for Internationalt Beredskab i Beredskabsstyrelsen, Jens Oddershede, supplerer:

- Regnsæsonen står for døren, og det vil medføre kæmpe udfordringer i lejrene. Der er ingen kloakering eller rindende vand, ligesom mange af de midlertidige boliger ligger på eller nedenfor stejle mudderskrænter. Der er nok at gøre, og vi er glade for, at vi kan fortsætte med akut-støtte til nødhjælpsorganisationerne.

WFP ønsker faciliteterne etableret ca. 1 km. nord for megacampen Kutupalong i Cox' Bazar. På baggrund af den indledende assessment-mission foretaget fra dansk og svensk side har Beredskabsstyrelsen d. 23. marts udsendt en ekspert, der skal lede IHP-holdet bestående af personel fra Danmark, Sverige, Norge, Tyskland, Estland, Finland og Luxembourg.

Holdet skal opsætte præfabrikerede enheder som kontor- og indkvarteringsfaciliteter til brug for koordination på tværs af de forskellige organisationer for at optimere den samlede humanitære indsats.

Det samlede IHP-budget for missionen estimeres til ca. 6,7 mio. kr., hvoraf Udenrigsministeriet finansierer 2 mio. kr. Den resterende finansiering tilvejebringes af de øvrige deltagende IHP-lande, og yderligere ressourcer tilgår fra WFP. Projektet forventes at strække sig over tre måneder.

Danmark har i alt bidraget med 135,4 mio. kr. i humanitær bistand til rohingya-flygtningekrisen siden krisens start.