[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Beredskabsstyrelsen arbejder løbende på at udvikle og forbedre grundlaget for opgavevaretagelsen på beredskabsområdet. Et af de seneste tiltag er en vejledning om de kompetencemæssige rammer for holdlederens varetagelse af den tekniske ledelse på et skadested.

Vejledningen kan hjælpe redningsberedskaberne i arbejdet med at udvikle organiseringen og kvalificeringen af skadestedsledelsen.

Mere specifikt giver vejledningen redskaber til at vurdere og afdække eventuelle behov for udvikling i holdlederens viden og kompetencer, for at kunne varetage den tekniske ledelse på en effektivt og forsvarlig måde.

Beredskabsstyrelsen har netop afholdt tre temadage om vejledningen i henholdsvis Silkeborg, Haderslev og Hedehusene med i alt 28 deltagere fra 16 kommunale brandvæsner. Mikkel Bøhm, der er Ph.D. follow og lektor ved Professionshøjskolen Metropol, præsenterede, med baggrund i sin forskning, sine perspektiver på de udfordringer, ledere på et skadested stilles over for i relation til de indre og ydre påvirkninger.


Arbejdsgruppe bestående af deltagere fra Trekantbrand, Sønderborg Brand & Redning, Hovedstadens Beredskab og Beredskab Fyn i gang med at gennemgå et scenarieanalyseskema på en meget kompleks hændelse. Foto: Beredskabsstyrelsen.

Konkrete værktøjer til opgaveløsningen
Såvel vejledningen som temadagene tager afsæt i fire konkrete værktøjer: Kompleksitetshjulet, ledelseshjulet, case beskrivelse og scenarieanalyse.

Kompleksitetshjulet stiller skarpt på de parametre, der kan udfordre den tekniske leder i relation til skadens kompleksitet. Ledelseshjulet fokuserer på de ledelsesmæssige udfordringer, en teknisk leder kommer til at stå over for. Og endelig gøres det hele håndgribeligt gennem casebeskrivelserne og scenarieanalyserne.