[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Beredskabsstyrelsen blev i starten af oktober indsat på De Amerikanske Jomfruøer. Danmark ydede via styrelsen katastrofehjælp til de små øsamfund, der blev hårdt ramt af orkanerne Irma og Maria i september. Som planlagt har Beredskabsstyrelsen i denne uge udført sin sidste opgave og forlader den 15. december øerne.

Beredskabsstyrelsen var indsat med hold på 10-14 personer af gangen. De fokuserede på at reparere bl.a. skoler, uddannelsesinstitutioner, plejehjem og herberger til hjemløse, så de kunne tages i brug igen. I alt gennemførte styrelsen 37 projekter.

- Der har været et kæmpe behov for nødhjælp på De Amerikanske Jomfruøer, og grundet Danmarks særlige tilknytning til øerne har regeringen ønsket at støtte øerne. Det danske bidrag har været hoveddrivkraften i nogle vigtige lokale projekter. Mange børn og unge er bl.a. kommet hurtigere tilbage på skolebænken igen takket været den danske indsats, og det er jeg selvsagt meget tilfreds med, siger forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen.


Foto: Jocelyn Augustino / FEMA

Tak fra amerikanske myndigheder
Beredskabsstyrelsen har på De Amerikanske Jomfruøer ydet assistance til lokale myndigheder og FEMA, der er styrelsens amerikanske søsterorganisation. Den amerikanske orkansæson 2017 har været uden fortilfælde. Over 25 millioner amerikanere blev påvirket af orkanerne Harvey, Irma og Marias hærgen, og Irma blev med vindhastigheder på ca. 300 km/t den stærkeste Atlanterhavsorkan, der nogensinde er målt.

- FEMA og befolkningen på De Amerikanske Jomfruøer er meget taknemmelige for det hårde arbejde, den tid og den støtte, som Beredskabsstyrelsen har ydet over de seneste 70 dage. Det danske hold arbejdede hurtigt og effektivt med reparationer af historiske bygninger og samfundsvigtige faciliteter, der var blevet ramt af Irma og Maria, siger operationschef i FEMA, Kevin Edwards, og fortsætter:

- Beredskabsstyrelsen har spillet en afgørende rolle i at reparere infrastruktur, genoprette vigtige funktioner som skoler, kirker og forsamlingshuse og med at hjælpe nødsstedte videre fra evakueringscentrene. Det danske bidrag har været en værdifuld resurse i den første responsfase, og det har været en ære at arbejde med så dygtige specialister.

Der har været personel af sted fra alle styrelsens seks beredskabscentre samt fra hovedsædet i Birkerød.