[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

DMI har varslet forhøjet vandstand i det sydlige og sydøstlige Danmark, og der forventes her en vandstand mellem 1,2 og 1,8 m over normalen. I den sydligste del af Øresund ventes vandstanden at kunne stige til mellem 1,2 og 1,5 meter over normalen. Beredskabsstyrelsen har på den baggrund indsat mandskab og materiel.


I samarbejde med øvrige aktører er ressourcerne således prioriteret i forhold til at forebygge og afhjælpe oversvømmelser de udsatte steder. Følgende tiltag er iværksat eller planlagt:


  • Alt disponibelt mandskab er indkaldt ved samtlige seks statslige beredskabscentre.
  • Der er udlagt mobile dæmninger i fasen frem til vandstanden er toppet, og der arbejdes med fyldning samt levering af sandsække til kommunerne.
  • Der forberedes pumpeindsats til den senere afhjælpende fase.

Yderligere assistance, hvis behovet opstår

Da den ekstraordinære vandstigning karakteriseres som en såkaldt 100-årshændelse, er der truffet foranstaltninger for indsættelse af supplerende ressourcer, hvis behovet skulle opstå.


Ingeniørregimentet i Skive vil kunne stille to delinger til rådighed, som kan indsættes efter aftale med Beredskabsstyrelsen.


Beredskabsstyrelsen har desuden været i kontakt med myndigheder i Sverige, Tyskland og Storbritannien om muligheden for at modtage assistance.


Se oversigt over Beredskabsstyrelsens indsatte ressourcer via link i højre kolonne.