[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

FN og FN’s Verdensfødevareprogram (WFP) tog i sidste uge en lejr i brug syd for Mosul, som Beredskabsstyrelsen har været med til at opføre. Med den nye lejr rykker FN-organisationerne tættere på Mosul og er dermed bedre i stand til at yde nødhjælp til befolkningen.

Lejren er opført i tilknytning til et hospital og vil kunne bruges af alle FN’s humanitære organisationer i området. Den rummer plads til op til ni overnattende personer og kan også bruges til kontorfaciliteter.

Af sikkerhedshensyn har man hidtil været nødt til at operere ud fra Erbil, som ligger 80 km fra Mosul. Grundet trafik og sikkerhedsforanstaltninger er det op til fire timers kørsel væk, men nu rykker nødhjælpsorganisationerne altså væsentligt tættere på Mosul.

Efterhånden som ISIL er trængt tilbage fra Mosul-området har det været vigtigt for FN at have en base, der ligger tættere på Mosul. Ved overdragelsen i sidste uge udtalte FN en stor tak til Danmark og Beredskabsstyrelsen for at gøre det muligt at forbedre det humanitære arbejde i og omkring den irakiske storby.

Baggrund
Den militære indsats mod ISIL i Mosul har medført, at 400.000 mennesker er fordrevet fra området. FN anslår, at op mod 750.000 er direkte påvirket af kamphandlingerne. Der er akut brug for assistance for at håndtere de mange internt fordrevne samt at sørge for, at de modtager humanitær nødhjælp. Den irakiske regering, EU og FN yder sammen humanitær støtte til de internt fordrevne.



Om lejren
Indvielsen af lejren var kulminationen på knap et halvt års arbejde. I februar modtog Beredskabsstyrelsen via IHP en anmodning fra FN om at oprette en humanitær lejr syd for Mosul. Efter tilladelse fra Forsvarsministeriet og med finansiering fra Udenrigsministeriet accepterede Beredskabsstyrelsen anmodningen og begyndte i foråret at opføre lejren sammen med lokale partnere og den svenske beredskabsstyrelse – MSB. Beredskabsstyrelsen har løbende haft personel udstationeret til Irak for at lede opbygningen af lejren, mens alt byggemateriel er indkøbt lokalt.