[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Når der i dag uge udgives nye versioner af app’en Mobilvarsling, der kan advare brugerne direkte på mobilen ved større ulykker eller katastrofer, vil de blive fulgt op af en kampagne, der skal få flere danskere til at hente den gratis app.

Mobilvarsling er blevet hentet over 100.000 gange siden lanceringen i februar og det vidner om et stort potentiale, der bør udnyttes, siger kommunikationschef Thomas Dybro Lundorf.

- Vi har valgt at køre en annoncekampagne for Mobilvarsling, fordi vi kan se, at der er rigtig mange danskere, der downloader og bruger den hver gang, der er omtale af den. Vi tror på, at app’en kan gøre en forskel og vil derfor gerne nå så mange brugere som muligt.

Skal nå bredt ud i samfundet
Kampagnen ruller samtidig med udgivelsen af nye versioner af app’en og består af en online-del og en traditionel annoncekampagne i en række dagblade for at nå bredt ud i samfundet.

- Online-delen er jo helt oplagt, fordi folk her kan klikke direkte ind og hente app’en, men vi vil også forsøge, om vi ikke kan ramme den del af målgruppen, der har en smartphone, men måske ikke lige er på Facebook hele tiden og får deres nyheder ad mere traditionelle kanaler, siger kommunikationschefen.

De nye versioner af app’en lanceres i dag og kampagnen kører online og på tryk i den kommende tid.

Mere information
Mobilvarsling udsender advarsler om farligt vejr, akutte spærringer af motorveje og broer samt beredskabsmeddelelser fra myndighederne. App’en er udarbejdet af Beredskabsstyrelsen i samarbejde med Rigspolitiet, DMI og Vejdirektoratet.

App’en er udviklet til iOS og Android-telefoner. Læs mere og hent app'en Mobilvarsling via link i højre kolonne.