[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Beredskabsstyrelsen Midtjylland i Herning indgår aftale med Region Midtjylland om at huse regionens karantænefaciliteter. Aftalen indebærer, at regionen i tilfælde af eksempelvis epidemiudbrud kan huse mulige smittede i karantæne ved styrelsens afdeling i Herning.

Konkret afsættes en fløj af kasernen, der kan aktiveres og tages i brug med et varsel på to timer. Fløjen har kapacitet til mellem 78 og 102 personer i karantæne.

Centret består af en række værelser med bad, toilet, tv og internetadgang. Derudover stiller Beredskabsstyrelsen faciliteter til rådighed for karantænecentrets personale, herunder faciliteter til kontor, spisning, hvile, m.v.

Alle regioner er lovmæssigt forpligtede til at have faciliteter til brug ved for eksempel epidemier, biologisk terror eller andre katastrofesituationer. Region Midtjylland har hidtil haft en aftale med Region Syddanmark om at kunne bruge deres karantænefaciliteter, men nu er der altså en aftale på plads i Herning.

Aftalen ventes at træde i kraft efter behandling i regionsrådet 21. december.