[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

LIVEX 2016 er Rigsfællesskabets øvelse i Grønland, hvor formålet er at træne og styrke det grønlandske og danske katastrofeberedskabs evne til at koordinere og håndtere ekstraordinære hændelser. Øvelsen indledes i denne uge og er den hidtil mest omfattende rednings- og miljøøvelse i Grønland. I alt deltager mere end 350 personer fra de grønlandske myndigheder samt forsvaret, politiet, hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen.

Styrelsen deltager i LIVEX 2016 som del af Arktisk Beredskabsstyrke og skal støtte de lokale aktører og forsvaret i forbindelse med koordination af indsatsen samt konkrete opgaver som eftersøgning og redning, håndtering af kemikalier og bekæmpelse af forurening. I alt deltager 50 personer fra Beredskabsstyrelsen i øvelsen.

200 skal evakueres
Selve øvelsesscenariet udspiller sig fra lørdag den 28.maj, hvor to skibe kolliderer i havet ud for Nuuk. De følgende fire dage vil de ansvarlige grønlandske og danske myndigheder arbejde tæt sammen for at redde sårede, strandede og truede passagerer samt besætningerne på de to skibe.

Omkring 200 evakuerede skal registreres og hjælpes ud af området. Pårørende, myndigheder og medier fra adskillige lande skal underrettes, ligesom en truende miljøkatastrofe også skal håndteres.

Beredskabsstyrelsen indgår i Arktisk Beredskabsstyrke under Arktisk Kommando. Styrken er en del af Danmarks støtte til Grønland ved større beredskabshændelser, der kræver specialmateriel og særligt uddannet mandskab.

Find mere information
Læs mere om LIVEX 2016 via link i højre kolonne.