[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Beredskabsstyrelsen har netop offentliggjort sin årsrapport.

Af rapporten fremgår bl.a., at Beredskabsstyrelsen på myndighedsområdet i 2015 har haft fokus på gennem sin rådgivning af kommunerne at sikre, at der fastholdes et forsvarligt kommunalt redningsberedskab i forbindelse med den igangværende beredskabsreform.

Vidensindsamlingen er blevet styrket gennem idriftsættelse af nyt registreringssystem for kommunale og statslige indsatser (ODIN) samt evaluering af særlige indsatser, og samfundets krisestyringsevne er i 2015 blevet udviklet bl.a. gennem afholdelse af en række dilemmaøvelser og den nationale krisestyringsøvelse KRISØV.

På uddannelsesområdet er der gennemført ca. 102.000 kursisttimer vedrørende kurser til redningsberedskabets aktører, og Beredskabsstyrelsen har konsolideret beredskabsevnen gennem øvelser med beredskabsfagligt tværsektorielt eller internationalt sigte, herunder recertificering af Beredskabsstyrelsens USAR-hold (Urban Search and Rescue).

Operative indsatser
I 2015 blev der gennemført 578 nationale og internationale operative indsatser og brugt cirka 111.000 indsatstimer. I Danmark fandt indsatserne særligt sted i forbindelse med oversvømmelser, mens de største internationale indsatser gik til det jordskælvsramte Nepal og til Vestafrika under Ebolaudbruddet.

I forbindelse med flygtningekrisen har Beredskabsstyrelsen desuden etableret midlertidig indkvarteringsplads for flygtninge for Udlændingestyrelsen samt modtagecentre for Rigspolitiet.