[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Den hidtil alvorligste ulykke på et kernekraftværk fandt sted i Tjernobyl i det nuværende Ukraine i 1986. Da kædereaktionsprocessen i reaktoren på Tjernobyl-værket den 26. april 1986 løb løbsk, skete der en kraftig dampeksplosion, der sprængte den øvre del af reaktoren bort og medførte en spredning af de radioaktive partikler ud over meget store områder. I dag er et område af Ukraine og Hviderusland næsten på størrelse med Fyn er fortsat lukket af for beboelse.

Ulykken medførte store ændringer på det nukleare område i hele verden. Der er siden Tjernobyl kommet internationale spilleregler for varsling af atomulykker, og samarbejdet mellem landene er øget betragteligt.

I Danmark blev det nukleare beredskab udbygget som en direkte følge af erfaringerne fra hændelsen. Beredskabsstyrelsens nukleare beredskab er i dag døgnbemandet og benytter bl.a. vejrdata fra DMI og avanceret måleudstyr til at forudsige en eventuel spredning af radioaktive materialer.

Meget omfattende konsekvenser
- Ulykken på Tjernobyl gjorde, at vi i Danmark besluttede, at det er nødvendigt, at vi kan danne os vores eget billede, hvis der sker et lignende udslip fra et kernekraftværk i et af vores nabolande, siger Jeppe Søndergaard Pedersen, chef for Nukleart Beredskab i Beredskabsstyrelsen.

- Nukleare uheld er heldigvis sjældne, men når de sker, har de meget omfattende konsekvenser. Både direkte i form af sundhedsfare og radioaktiv forurening og nok endnu større på det indirekte plan, fordi de skaber stor utryghed i befolkningen. Derfor er det vigtigt, at vi er i stand til at indsamle data, som vi har tillid til for at kunne informere så hurtigt og præcist som muligt om situationen, fortsætter han.

- Folk skal ikke ligge vågne om natten af frygt for atomulykker, men som vi senest så det med ulykken i Fukushima i 2011, kan der altid ske uheld, lige meget hvor meget vi forbedrer vores sikkerhed og samarbejde. Når det sker, er det afgørende, at vi er klar til at handle og tage vores forholdsregler, siger Jeppe Søndergaard Pedersen.

Find mere information
Læs mere om Beredskabsstyrelsens nukleare beredskab og de største reaktorulykker via links i højre kolonne.