[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Foreningen af Kommunale Beredskabschefer, FKB, holder i disse dage sit årsmøde i Arena Nord i Frederikshavn. Blandt talerne på årsmødet var traditionen tro Beredskabsstyrelsens direktør, som gik på talerstolen torsdag middag.

Henning Thiesen kom i sin tale bl.a. ind på Beredskabsstyrelsens fokus på at vejlede og støtte kommunerne i forbindelse med etableringen af de nye, fælleskommunale redningsberedskaber, hvor effektiviseringsgevinster skal udmøntes de fleste steder:

- I den sammenhæng har Beredskabsstyrelsen et særligt fokus på, at det kommunale redningsberedskab ikke svækkes i bestræbelserne på at realisere besparelserne. Samtidigt vil vi selvfølgelig hele tiden stå til rådighed med beredskabsfaglige råd og vejledning, så vi kan dele viden og ideer til realisering af effektiviseringer, der ikke påvirker redningsberedskabet på en uforsvarlig måde, sagde direktøren blandt andet.

Henning Thiesen nævnte dernæst en række områder inden for bl.a. forebyggelse, forskning, uddannelse, fælles indkøb og anvendelse af droner, hvor et samarbejde mellem styrelsen og de kommunale redningsberedskaber kan medvirke til at fremtidssikre og optimere det samlede redningsberedskab.

Læs hele talen og se mere om årsmødet via links i højre kolonne.