[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Danmark er i år for første gang vært for Nordisk Chefkursus, hvor der sættes fokus på og diskuteres aktuelle emner indenfor samfundssikkerhed og beredskab på det højeste ledelsesniveau i de relevante myndigheder og organisationer i de nordiske lande.

Gennem en række oplæg fra internationale eksperter stilles der skarpt på nogle af de væsentligste og mest aktuelle udfordringer på beredskabs- og sikkerhedsområdet, ligesom deltagerne diskuterer, hvordan de nordiske lande påvirkes af og kan påvirke udviklingen.

Nye udfordringer og arktiske spørgsmål
Med krisen i Ukraine er der kommet et øget fokus på sikkerhedspolitiske problemstillinger, mens udbruddet af ebolavirus i Vestafrika også har givet nye udfordringer for de nordiske landes internationale beredskabsarbejde. På kurset diskuteres det, i hvilket omfang landene er rustet til at håndtere de nye udfordringer.

Et andet hovedtema er Arktis. Afsmeltningen af is og forbedrede teknologier til udnyttelse af naturressourcer har ført til en øget aktivitet omkring Arktis, hvilket resulterer i en række nye risici i beredskabssammenhæng.

Royalt besøg tirsdag
Chefkurset får i år også et royalt islæt, da Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie deltager i eftermiddagens faglige program tirsdag den 5. maj, hvor hun også vil holde en kort tale for deltagerne.

Prinsessen er engageret i beredskabsområdet og gennemførte i 2011 en beredskabsfaglig introduktionsuddannelse i Beredskabsstyrelsen. Hendes Kongelige Højhed er i dag tilknyttet styrelsen som korpsmester à la suite.

Om Nordisk Chefkursus
I nordisk regi er der siden 2011 årligt blevet afholdt et kursus for højtstående chefer. Kurset skal bidrage til at fremme det gensidige kendskab til de nordiske landes beredskabssystemer og lette samarbejdet på tværs af grænserne i Norden.

Deltagerne kommer fra de nordiske lande (Sverige, Norge, Finland, Island, Danmark). Målgruppen er bl.a. offentlige eller privatansatte chefer på højt ledelsesniveau i relevante myndigheder, virksomheder og organisationer med ansvar for beredskab eller samfundssikkerhed i bred forstand.

Kurset afholdes på Havreholm Slot nær Hornbæk fra mandag den 4. maj til torsdag den 7. maj.