[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Brandsikre børn bliver brandsikre voksne. Det er grundtanken bag den landsdækkende brandkampagne i uge 40, hvor over 135.000 elever lærer at omgås ild med forsigtighed og omtanke.

Forud for undervisningen har skolerne fået tilsendt gratis undervisningsmaterialer fra Beredskabsstyrelsen, og mange steder slår skolerne sig sammen med de kommunale brandvæsener om at undervise børnene i brandforebyggelse.

Formålet med at sætte fokus på brandsikkerhed i uge 40 er at give børn en forståelse for, hvad ild er, og hvordan ild både kan være nyttig og farlig. Det fortæller kampagnemedarbejder i Beredskabsstyrelsen, Pil Storm Giersing: 

- Hvis vi lærer at omgås ild med respekt i barndommen, tager vi forhåbentlig de sunde vaner med hjem til vores forældre og med os ind i voksenlivet.

Tv-quiz og event
Som en del af profileringen af brandugen har Beredskabsstyrelsen og Danmarks Radio i fællesskab tilrettelagt tre quiz-shows, hvor ’Store nørd’ eksperimenterer med brand på DR-Ultra. De tre ’Brandbattles’ kan ses på tv fra tirsdag den 29. september og bliver samme dag lagt på nettet på hjemmesiden http://www.dr.dk/Ultra/noerd/.

Mange børn får desuden lejlighed til at se de populære nørder fra tv i levende live mandag, når Korsør brandskole er rammen om en live-event for 0.-2. klasser, hvor der bliver fokus på ild og brandsikkerhed i mange afskygninger.

Mere information
Programserien på DR Ultra og Beredskabsstyrelsens undervisningsmaterialer er udviklet i samarbejde med Trygfonden.

Du kan læse mere om brandugen i uge 40 og se Beredskabsstyrelsens undervisningsmateriale via links i højre kolonne.