[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Siden onsdag er der faldet mere end 100 mm regn i det nordjyske område. De voldsomme regnmængder har flere steder skabt store problemer med oversvømmelser af vej- og jernbanestrækninger, vejunderføringer og huse. Det kommunale redningsberedskab i Hjørring anmodede derfor natten mellem onsdag og torsdag Beredskabsstyrelsen om at assistere med at bekæmpe vandmasserne.

Mandskab og materiel i form af bl.a. pumper og generatorer fra Beredskabsstyrelsens beredskabscentre i Thisted og Herning er i løbet af natten og den tidlige morgen blevet indsat flere forskellige steder. Enhederne har været indsat i byerne Tårs og Lendum i forbindelse med oversvømmede boliger, og i Hjørring og Sindal pumpes vand væk fra oversvømmede viadukter.

Torsdag morgen blev yderligere mandskab og materiel fra Beredskabsstyrelsens beredskabscenter i Haderslev desuden indsat til assistance i Hobro af beredskabet i Mariagerfjord Kommune i forbindelse med risiko for brud på en dæmning.

Assistance fra Sjælland
Mandskab og pumpeudstyr fra Beredskabsstyrelsens center i Næstved er ligeledes blevet rekvireret til assistance flere steder i det nordjyske område.

Mere end 70 befalingsmænd, værnepligtige og frivillige fra Beredskabsstyrelsen er i alt blevet indsat i forbindelse oversvømmelserne som følge af det kraftige regnvejr.

Beredskabsstyrelsen varetager det statslige redningsberedskab og assisterer bl.a. de kommunale beredskaber ved større hændelser, hvor der er brug for meget mandskab og specielt udstyr.