[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Fire medarbejdere fra Beredskabsstyrelsen sendes nu til Liberia for at støtte FN i kampen mod spredningen af den dødelige ebolavirus.
 
En af medarbejderne skal indgå på et FN-eksperthold, der skal støtte Liberias koordination af international hjælp. Koordinationsopgaven består i at sikre en effektiv støtte fra internationale aktører til landet, hvis sundhedssystem er under hårdt pres.
 
De øvrige medarbejdere skal i samarbejde med bl.a. den svenske beredskabsstyrelse, MSB (Myndigheten för samhällsskydd och beredskap), opbygge et koordinationscenter for FN’s eksperthold med de nødvendige it- og kommunikationsfaciliteter.
 
Wammen: ’Kritisk vigtigt med international hjælp’
Forsvarsminister Nicolai Wammen fremhæver, hvor vigtigt det er, at vi fra dansk side hjælper, hvor vi kan:
 
- Ebolaen rammer dobbelt hårdt, fordi der er tale om nogle af verdens fattigste områder. Der er ikke hospitaler og læger nok, og smittede personer i sundhedssektoren, i politiet og andre dele af den kritiske infrastruktur kan ikke passe deres arbejde. Derfor er det afgørende med international hjælp, og fra dansk side er vi klar til at hjælpe. Vi har sendt økonomisk støtte, og nu bidrager vi også med yderligere hjælp fra vores dygtige folk i Beredskabsstyrelsen, siger han.
 
Den dødelige ebolavirus fortsætter med at sprede sig i Vestafrika, hvor der nu ifølge WHO er registreret over 2.000 dødsfald som følge af sygdommen. Værst ramt er netop Liberia, hvor der alene er registreret over 1.100 omkomne.
 
Beredskabsstyrelsens mission finansieres af Udenrigsministeriet.
 
Danmark har i forvejen bidraget med over 20 millioner kroner til den internationale hjælp til de ebolaramte lande.