[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Danmarks første redningsspecialister færdiggjorde torsdag deres uddannelse. I alt 39 værnepligtige fra de to centre kan nu bruge den nye titel, der fremover bliver givet til alle, der gennemfører en værnepligtsuddannelse ved Beredskabsstyrelsen. Den nye, forlængede uddannelse giver de unge kompetencer, der gør dem i stand til at løse specialiserede og komplekse opgaver inden for redning, brandslukning og miljøbeskyttelse.

Redningsspecialisterne har – udover grunduddannelsen i brandslukning og -forebyggelse – gennemgået en række specialuddannelser, der gør dem i stand til at løse opgaver for Beredskabsstyrelsen under større ulykker og katastrofer, herunder at afbøde konsekvenserne efter for eksempel orkaner, stormflod og udslip af kemiske eller radioaktive stoffer. Styrelsens værnepligtige specialuddannes blandt andet i:
 
  • USAR (Urban Search and Rescue) – avanceret redningstjeneste
  • CBRN (kemisk, biologisk, radiologisk og nukleart) – specialberedskab for uheld med farlige stoffer
  • Katastrofeførstehjælp
  • Rednings- og eftersøgningsopgaver i vand
  • Internationale indsatser

 

Springbræt til job eller videreuddannelse
Uddannelsen som redningsspecialist er et godt afsæt for at søge job inden for eksempelvis politiet, det kommunale redningsberedskab, Falck eller Beredskabsstyrelsen.

Redningsspecialisterne har også gode forudsætninger for at videreuddanne sig på for eksempel professionshøjskoler eller katastrofemanagerstudier, ligesom uddannelsen kan danne baggrund for at blive sendt ud på internationale missioner som ansat eller frivillig ved Beredskabsstyrelsen.

De værnepligtige specialiseres løbende under uddannelsen og bliver redningsspecialister efter at have bestået forløb som aspirant, assistent, brandmand og kemikalie- og redningstekniker undervejs.

Læs mere om værnepligt i Beredskabsstyrelsen og den nye uddannelse til redningsspecialist via links i højre kolonne.