[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Onsdag tager en ekspert fra Beredskabsstyrelsen til Sydsudans hovedstad Juba for at vurdere forholdene i det uroplagede land. Sydsudan har siden landets selvstændighed i 2011 været præget af både væbnede interne konflikter og massive oversvømmelser. Situationen i landet har længe været kaotisk, og i december 2013 blev et hold af eksperter fra Beredskabsstyrelsen efter aftale med FN kaldt hjem til Danmark af sikkerhedsmæssige årsager.

Holdet var i gang med at etablere fem såkaldte base camps, der fungerer som platforme for videre distribution af katastrofebistand til de nødlidende i de oversvømmede områder, og det er blandt andet disse efterladte lejre, den nye mission skal inspicere.

Det nye hold består udover Beredskabsstyrelsens ekspert af to udsendte fra styrelsens svenske søsterorganisation Myndigheten för samhällsskydd och beredskap (MSB). Udover at bedømme behovet for reparationer og nye forsyninger til de eksisterende lejre samt afsluttende træning af lokale FN-ansatte, skal holdet vurdere muligheden for at efterkomme en anmodning fra den internationale migrationsorganisation, IOM, om et lignende bidrag.

Trekvart million fordrevne
Situationen i Sydsudan forværres stadig, og ifølge den seneste FN-rapport fra området er mere end 750.000 mennesker nu fordrevet fra deres hjem som følge af oversvømmelser og uroligheder, heraf 646.000 internt i landet.

De base camps, Beredskabsstyrelsen leverer, er lejre, hvor udsendte medarbejdere fra nødhjælpsorganisationer kan bo og arbejde, mens de befinder sig i et katastroferamt område. Lejrene danner grundlag for, at katastrofebistanden kan koordineres og distribueres på den mest hensigtsmæssige måde.

Det danske bidrag sker i regi af det internationale humanitære partnerskab IHP og er finansieret af Udenrigsministeriet.

Læs mere om Beredskabsstyrelsens internationale indsatser og situationen i Sydsudan via links i højre kolonne.