[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Regeringen fremsatte i fredags den 6. december beslutningsforslag i Folketinget med henblik på, at Danmark skal støtte FN’s og Organisationen for Forbud mod Kemiske Våbens (OPCW) mission i Syrien med et fælles dansk-norsk bidrag til transport af kemiske våben ud af Syrien.

Forsvaret, der vil skulle lede den maritime mission, har bedt Beredskabsstyrelsen om materielbistand i form af måleudstyr og brusetelte til dekontaminering samt uddannelse i at bruge materiellet. Udstyret indgår normalt i Beredskabsstyrelsens HazMat-beredskab.

Et ekspertteam fra styrelsen vil herudover deltage i forsvarets styrke. Det drejer sig om en beredskabsfaglig officer og en kemiker fra styrelsens kemiske beredskab.

Den fælles dansk-norske operation vil inkludere fregatter og specialiserede transportfartøjer fra begge lande. Danmark vil lede den maritime operation, mens Norge vil varetage posten som næstkommanderende.

Udsendelsen af det danske bidrag forudsætter vedtagelse af en folketingsbeslutning. Folketinget skal førstebehandle beslutningsforslaget om det danske bidrag den 10. december 2013.