[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Når katastrofeberedskabets aktører afholder øvelser, er det bl.a. for at identificere uhensigtsmæssige fremgangsmåder og procedurer, så disse kan blive rettet. Det er med til at udvikle og gøre beredskabet endnu bedre.


Men hvor meget lærer vi egentlig af vores øvelser? Bruger vi i tilstrækkelig grad vores erfaringer til at forbedre og styrke beredskabet? Dette spørgsmål vil være centralt i dette års øvelsesseminar.


Norske erfaringer peger på forbedringspotentiale

Efter Anders Behring Breiviks terroranslag i Oslo og på Utøya den 22. juli 2011 blev der gennemført en undersøgelse af myndighedernes måde at tackle den alvorlige situation på. En vigtig konklusion i den norske 22. juli kommissions rapport var bl.a., at evnen til at erkende risici og tage ved lære af øvelser havde været for lille.


På seminaret vil der derfor blive fokuseret på, om det forholder sig anderledes blandt de danske beredskabsaktører, eller om der ligesom i Norge er et potentiale for forbedringer.


Deltagerne i øvelsesseminaret vil også i år få mulighed for at høre en række indlæg fra forskere og myndigheder:


  • Politiinspektør Allan Nyring, Rigspolitiet
  • Brigadechef Flemming Andersen, Beredskabsstyrelsen
  • Rasmus Dahlberg, historiker, ekspert i katastrofe- og beredskabshistorie
  • Jan F. Hansen, konsulent og læringsekspert
  • Erik Brouer og Anders Keller, hhv. formand og sekretær i Beredskabskomitéen på Amager og Hvidovre Hospitaler

”Skrivebordsøvelser” og workshop

Herudover vil Beredskabsstyrelsens øvelsessekretariat demonstrere det nyeste øvelsesværktøj på øvelsesforum.dk. Værktøjet kan anvendes til at gennemføre små ”skrivebordsøvelser”, der er med til at vedligeholde deltagernes beredskabsfaglige viden.


Dagen afsluttes med en workshop, hvor der vil være fokus på, hvordan katastrofeberedskabets aktører kan blive bedre til at lære af øvelser og implementere læringen i de forskellige organisationer.