[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

De nordiske lande har lang erfaring med at arbejde sammen inden for beredskabsområdet. I april 2009 på Haga Slott ved Stockholm blev samarbejdet formaliseret med vedtagelsen af en samarbejdserklæring. På baggrund af Haga-erklæringen har de nordiske ministre med ansvar for beredskabet mødtes hvert år for at drøfte samarbejdet inden for en række områder, der har betydning for beredskabet i Finland, Island, Norge, Sverige og Danmark.
 
   
Haga-erklæringerne er med til at danne grundlaget for det nordiske beredskabssamarbejde.
 
Den 3.-4. juni i år blev ministermødet afholdt i Vaxholm ved Stockholm med henblik på at uddybe samarbejdet yderligere.


Styrkelse af det strategiske samarbejde

Den første Haga-erklæring har bidraget til et øget fokus på især forebyggelsestiltag, men også visse områder inden for håndtering af nødsituationer og kriser. Det har bl.a. resulteret i en række fælles projekter, som har udviklet samarbejdet mellem landene.


Det netop afholdte møde mundede ud i en ny erklæring, Haga II, der sigter på en styrkelse af samarbejdet især på det strategiske plan. Visionen er et robust Norden uden grænser. Samfundets sårbarhed skal reduceres, og evnen til at håndtere katastrofer og kriser skal styrkes - ligesom den nordiske solidaritetserklæring fra april 2011 skal indtænkes i samarbejdet.


Handlingsplan på baggrund af analyser

Med vedtagelsen af Vaxholm-konklusionerne har de nordiske lande igangsat en proces, som indebærer en afdækning af f.eks. de økonomiske, juridiske og logistiske forhold for gensidig støtte og bistand i tilfælde af alvorlige ulykker og kriser.


Endvidere skal det eksisterende samarbejde kortlægges i tiden frem til ministermødet i 2014. Analysen skal lede frem til et fælles planlægningssystem og præsentation af en handlingsplan for det nordiske beredskabssamarbejde i 2015.


I højre kolonne findes bl.a. links til Haga II-erklæringen og Vaxholm-konklusionerne.