[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Vi har for nylig stillet urene tilbage og ser nu frem til den hyggelige vintertid med kortere dage og tændte stearinlys. Men hygge og glæde kan hurtigt forvandles til et sandt mareridt. Statistikken viser, at 77 mennesker i gennemsnit dør hvert år som følge af brand, og at der i størstedelen af tilfældene ikke var en røgalarm.

Ensartede udfordringer i Norden
Ca. 600.000 danske hjem har ikke en røgalarm. Det svarer til, at hver fjerde bolig mangler denne simple sikkerhedsforanstaltning. I Norge, Sverige, Island og Finland har flere installeret en røgalarm i deres hjem, men derimod glemmer de ofte at sikre sig, at den virker.

Den 1. december er udpeget til at være fælles nordisk røgalarmdag. Dvs. en dag, som skal minde os om, at vi kan forbedre brandsikkerheden i vores hjem ved at anskaffe os en røgalarm, sætte den op og teste den. BrandBevægelsen bakker op om røgalarmsdagen ved, at ansatte og frivillige i redningsberedskabet flere steder i landet aflægger hjemmebesøg og sørger for, at der bliver installeret en røgalarm.

Brandsikker i december
Beredskabsstyrelsen har opgjort antallet af kommunernes udrykninger til brande i private boliger i december i perioden 2009-2012. Opgørelsen viser, at brandvæsenet rykker ud til i gennemsnit 650 brande i julemåneden. Det er 200 flere udrykninger end i en gennemsnitsmåned. Brand i juledekorationer er blandt årsagerne til det høje antal brande i julemåneden.

For at sikre dig selv og din familie bør du:
• Købe en røgalarm
• Sætte røgalarmen op - så højt som muligt og midt i rummet
• Teste røgalarmen jævnligt

Se statistikken over julebrande ved at følge linket i højre kolonne. Her findes også links til aktiviteter i de nordiske lande i forbindelse med røgalarmdagen.