[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

En ekspert fra Beredskabsstyrelsen rejser onsdag den 5. juni til Libanon for at lede et EU-eksperthold, der skal vurdere mulighederne for hjælp til de syriske flygtninge, der i stadigt stigende omfang krydser grænsen til Libanon. Vurderingen sker i tæt samarbejde med den libanesiske regering og humanitære organisationer, der allerede befinder sig i området.


Sammen med den libanesiske regering skal det blandt andet undersøges, hvilken hjælp der kunne være relevant og hvor assistancen i givet fald skal leveres.


Stor stigning i antallet af syriske flygtninge til Libanon

I den seneste tid er flygtningestrømmen fra Syrien til Libanon taget til. Ifølge FN ankommer der i øjeblikket hver dag over 4.200 personer til FN’s registreringscentre for flygtninge i Libanon. Alene i april registrerede FN 90.000 personer i centrene, hvilket er ti gange så mange som samme måned sidste år.


I højre kolonne findes link til nyhed fra UN News Center om flygtningesituationen samt til informationer om, hvordan Beredskabsstyrelsen håndterer anmodninger om internationale assistancer.