[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

”Evnen til at erkende risici og tage ved lære af øvelser havde været for lille”. Sådan lyder en af konklusionerne fra den norske 22. juli-kommission, efter at den havde evalueret de norske myndigheders indsats i forbindelse med Anders Behring Breiviks terrorangreb i Oslo og på øen Utøya den 22. juli 2011.


Og det skal myndighederne i Danmark tage ved lære af, mener Beredskabsstyrelsens direktør, Henning Thiesen:


- I Danmark holder vi mange øvelser, men vi kan alle blive bedre til at tage ansvar for at omsætte læringen til reelle forandringer. 22. juli-kommissionen konkluderede netop, at forberedelse i form af øvelser, planlægning og koordination er fundamentet til at håndtere kriser.


Ny national øvelsesvejledning

Beredskabsstyrelsen har sammen med Sundhedsstyrelsen, Rigspolitiet og Forsvarskommandoen netop offentliggjort en ny national øvelsesvejledning, der skal understøtte myndighedernes øvelsesaktiviteter og bidrage til at sikre, at læringspunkter omsættes til udviklinger af beredskabet.


Vejledningen indeholder bl.a. skabeloner, som organisationer kan bruge til at omsætte læringspunkter fra afholdte øvelser til konkrete forandringer i beredskabet.


- Jeg håber, at alle med ansvar for beredskab vil tage vejledningen til sig, så erfaringerne fra øvelser kommer ud i vores organisationer, hvor de kan gøre gavn næste gang, vi står over for en alvorlig krise, siger Henning Thiesen.


Målgruppen for vejledningen er organisationer og personer, der udvikler beredskabet gennem øvelser, som f.eks. kommuner, regioner, politikredse, ministerier, styrelser og private virksomheder med beredskabsansvar.


Find mere information

Følg linkene i højre kolonne og læs Nationale Øvelsesvejledning som i-paper eller download vejledningen som pdf.