[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

I Danmark dør gennemsnitligt 77 personer hvert år som følge af brand. Størstedelen af disse dødsbrande sker i boliger. Derfor iværksætter de kommunale brandvæsener i samarbejde med Beredskabsstyrelsen nu kampagnen 'Brandsikker Bolig', som skal sætte fokus på brandsikkerheden i private hjem.

Erfaringer fra blandt andet England, Norge og Sverige viser, at råd og vejledning via hjemmebesøg har en mærkbar positiv effekt: Antallet af omkomne i brande i private hjem er faldet betydeligt de steder, hvor det lokale brandvæsen har gennemført hjemmebesøg. Herudover er antallet af brande generelt set også faldet.

Gratis brandforebyggende besøg
Nu tilbyder de lokale redningsberedskaber i otte af landets kommuner brandforebyggende hjemmebesøg. Det betyder, at borgere i Albertslund, København, Greve, Stevns, Haderslev, Varde, Herning og Aalborg kommuner på forskellig vis kan få glæde af tiltaget. Hvis pilotprojektet bliver en succes, udbredes ordningen til hele landet.

Hjemmebesøget foregår ved, at en brandforebyggelseskyndig kommer på besøg i borgerens private bolig. Udover generel rådgivning i forhold til brandsikkerhed i hjemmet tilbydes også vejledning i korrekt placering af røgalarmer, brandsikker anvendelse af el-artikler, grill m.v. og forholdsregler i forbindelse med rygning. Hjemmebesøget varer cirka 30 minutter og er gratis.

Find mere information
Læs mere om brandforebyggelse via links i højre kolonne.