[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Beredskabsstyrelsen arbejdede i 2012 målrettet på at fastholde og udvikle et effektivt og fokuseret redningsberedskab. Samtidig har styrelsen lagt vægt på at bringe økonomien i balance på 2012-niveauet gennem en række effektiviseringer. Begge mål er nået gennem en prioritering af styrelsens ressourcer med særlig fokus på løsningen af kerneopgaverne inden for det operative beredskab, uddannelsesvirksomheden og styrelsens tilsyns- og rådgivningsopgaver.


I 2012 gik de fleste større operative indsatser til komplekse og langvarige industribrande. Eksempelvis måtte Beredskabsstyrelsen trække personel fra hele landet til deltagelse i brandslukningen på Avedøreværket i det storkøbenhavnske område. Samtidig har styrelsen løst sine uddannelsesopgaver med en bred tilfredshed blandt brugerne, herunder ansatte i det kommunale redningsberedskab, Falck og politiet m.fl.


Beredskabsstyrelsen har herudover bidraget til at videreudvikle den nationale strategiske krisestyringskapacitet og haft fokus på rådgivningen af kommuner og borgere og på tiltag inden for forebyggelsesområdet, der kan styrke den enkeltes og samfundets brandsikkerhed.


Årets økonomiske resultat viser et mindre, budgetteret underskud svarende til 0,6 pct. af bevillingen. Dette følger økonomien i den politiske aftale om redningsberedskabet for 2012 og er som forventet.


Samlet set er årets resultat tilfredsstillende.


Læs og download Beredskabsstyrelsens årsrapport for 2012 ved at følge linket i højre kolonne.