[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

25 koldkrigsmiljøer kan nu være med til at fortælle historien om det militære forsvar og den civile beskyttelse af Danmark under Den Kolde Krig.


Mens livet på overfladen - bogstavelig talt - udspillede sig fredeligt, forberedte man sig mere eller mindre hemmeligt på det værste og opbyggede en række systemer og anlæg, så man kunne forsvare sig og beskytte befolkningen, hvis Sovjetunionen og dets kommunistiske, østeuropæiske allierede skulle angribe.


60 meter under jorden

Beredskabsstyrelsen har sammen med en række andre myndigheder og museer deltaget i arbejdet med at udvælge de 25 steder, og på listen findes flere anlæg, som hører under styrelsens ressort.


Det gælder bl.a. regeringsanlægget i Rold Skov, forkortet REGAN VEST, opført 1963-69 og beliggende 60 meter under en kalkbakke i Rold Skov. En kæmpemæssig bunker med plads til både regenten, regeringen, repræsentanter fra statsadministrationen og politiet samt lægepersonale, præster, pressefolk, teknisk personale m.fl. De tykke betonmure ville kunne modstå et atomnedslag tæt på, men dog ikke en fuldtræffer. Efterfølgende var der mad, ilt og andre nødvendige fornødenheder til to ugers ophold for i alt 350 mennesker.


Blandt de øvrige udpegede steder kan nævnes Civilforsvaret Kaserne i Næstved (nuværende Beredskabsstyrelsen Sjælland), Storkøbenhavns Beredskab (nuværende Beredskabsstyrelsen Hedehusene) og Civilforsvarets Mobiliseringsdepot i Esbønderup (nu Beredskabsstyrelsens Museumsdepot).


Ikke fredede

Ingen af de udpegede 25 anlæg er fredede. Planen er, at Kulturstyrelsen i de kommende år samarbejder med ejerne, kommunerne og de lokale museer med det formål at give offentligheden bedre forståelse for stedernes rolle under Den Kolde Krig. Samtidig skal der fokuseres på formidlingen ude på stederne, hvor historien foregik.


Følg linket i højre kolonne og læs mere på Kulturstyrelsens hjemmeside. Her kan man bl.a. finde en oversigt over alle de 25 udpegede steder og læse mere om hvert enkelt sted.