[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

    Prisen som årets frivillig i redningsberedskabet for 2011 gik til 24-årige Frederick von Baden fra Beredskabsstyrelsen Sjælland.

I sin tale fokuserede Nick Hækkerup især på Frederick von Badens unge alder:
   
- Du er et godt eksempel på de mange tidligere værnepligtige, der efter endt værnepligt stiller deres brede beredskabsfaglige kompetencer til rådighed for samfundet som frivillig i Beredskabsstyrelsen. Det har selvsagt stor betydning. Frivilligberedskabet har derfor brug for personer som dig. Du er et eksempel til efterfølgelse, sagde han.

Deltog i 20 indsatser
I 2011 deltog Frederick von Baden i 20 af Beredskabsstyrelsens indsatser. Efter afslutningen af sin værnepligtsuddannelse ved Beredskabsstyrelsen Sjælland i 2008 har han tilegnet sig specialkapaciteter inden for CBRN-området og som operatør i Beredskabsstyrelsens særlige operative nukleare måleberedskab.

Årets frivilligpris bliver uddelt til frivillige inden for redningsberedskabet og hjemmeværnet hvert år. Frivilligpriserne gives til en person og en enhed, der i det forløbne år har ydet en helt særlig indsats, eller som har skabt opmærksomhed omkring anvendelse af frivillige.