[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

I alt modtog de kommunale redningsberedskaber 499 meldinger om brand i løbet af nytårsdøgnet. Det er 87 flere end året før. Opgørelsen er en sammentælling af 112-meldinger om brand, som i løbet af nytårsdøgnet er indgået til Københavns Alarmcentral og Politiets Alarmcentral. 


Flere container- og affaldsbrande

Ligesom de foregående år har en del af brandene dette nytår været container- og affaldsbrande, dvs. brande i containere eller skraldespande. Her så man sidste år et stort fald i forhold til året før, men i år er tallet igen steget. Stigningen i antallet af meldinger om brand er således primært sket som følge af flere container- og affaldsbrande.


I alt er 279 af meldingerne dette nytår registreret som container- og affaldsbrande mod 176 året før. Det svarer til en stigning på mere end 58 procent.


Der har ligeledes været en stigning i antallet af meldinger om brande i transportmidler. Her er der sket en stigning fra 35 i nytårsdøgnet 2010-11 til 58 dette nytår. Antallet af meldinger om bygningsbrande er stort set uændret. Tallene fremgår af grafikken. Klik for større format.


Beredskabsstyrelsen assisterede de kommunale redningsberedskaber i alt 12 gange med brandslukning og beredskab i øvrigt i forbindelse med nytåret. Assistancerne var koncentreret i hovedstadsområdet, hvor Beredskabsstyrelsens frivilligcenter i Hedehusene stod for i alt 11 assistancer.


Nytårsdøgnet strækker sig fra klokken 12.00 nytårsaftensdag til klokken 12.00 den 1. januar.