[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Stadig flere af Beredskabsstyrelsens værnepligtige vælger selv aktivt at gøre tjeneste hos styrelsen efter Forsvarets Dag. Sidste år gjaldt det 89 procent af de værnepligtige mod 69 procent for tre år siden.
 

I øjeblikket er interessen for at aftjene værnepligten hos styrelsen så stor, at alle hold er fyldt op et år frem i tiden. Én forklaring er, at værnepligten hos Beredskabsstyrelsen er meningsfuld og kompetencegivende, fortæller kolonnechef i Beredskabsstyrelsen, Jørn Allan Pedersen:
 

- Allerede efter en måneds tjeneste er de værnepligtige med i Beredskabsstyrelsens indsatser. Så de er en vigtig del af landets samlede redningsberedskab. Og på baggrund af deres uddannelse fra Beredskabsstyrelsen har de kvalifikationerne til at arbejde som brandmand i det kommunale brandvæsen bagefter, siger han.
 

Værnepligtige kan også bruge eksamensbeviset fra Beredskabsstyrelsen som springbræt til uddannelser inden for byggeri, miljø, sundhed og teknik.
 

En anden årsag til den øgede interesse for at aftjene værnepligt hos Beredskabsstyrelsen er formentlig, at jobsituationen for mange unge er usikker på grund af finanskrisen.
 

Forsvarets Dag
Alle mænd bliver automatisk indkaldt til Forsvarets Dag, når de fylder 18 år. Blandt dem, der findes egnet, bliver en del indkaldt til at aftjene deres værnepligt i enten forsvaret eller Beredskabsstyrelsen. Forsvarets Dag hed tidligere session.
 

Hvert år uddannes omkring 750 værnepligtige i et af Beredskabsstyrelsens centre i Thisted, Herning, Haderslev, Næstved og Allinge.