[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Søndag den 6. februar ankom et nyt hold fra Beredskabsstyrelsen til hovedkvarteret for FN’s fredsbevarende styrker i Libanon, UNIFIL (United Nations Interim Force in Libanon). I løbet af denne uge får det nye hold overdraget opgaven med at varetage brandberedskabet i hovedkvarteret fra deres forgængere.
 

Inden afrejsen fra Karup mødtes holdet og deres pårørende ved Beredskabsstyrelsen Midtjylland for at pakke de sidste ting og sige farvel til familien.
 

Holdet består af ansatte fra Beredskabsstyrelsen, Vestegnens Brandvæsen, Svendborg Kommunes Beredskab samt tidligere værnepligtige og frivillige. De har gennemført seks ugers uddannelse forud for afrejsen til Libanon, hvor de er en del af det danske kontingent på cirka 140 mænd og kvinder fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen.
 

Det er tredje gang, at Beredskabsstyrelsen sender et hold af sted på opgaven. Hvert hold består af ti personer og er udstationeret tre måneder ad gangen. Efter planen vender det gamle hold hjem på søndag.
 

UNIFIL
Siden midten af august 2010 har Beredskabsstyrelsen varetaget brandberedskabet i UNIFIL’s hovedkvarter i byen Naqoura, der ligger i Libanons sydvestlige hjørne tæt på grænsen til Israel.
 

UNIFIL har været udstationeret i Libanon siden 1978 for at dæmme op for stridighederne mellem Libanon og Israel. Sidste gang stridighederne blussede op var under den libanesisk-israelske konflikt i sommeren 2006.
 

Dengang bidrog Beredskabsstyrelsen til evakueringen af omkring 5.000 danske statsborgere.