[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Hvert år kan landets grundskoler bestille undervisningsmaterialer, som de gratis får tilsendt fra Beredskabsstyrelsen og bruger til at lære eleverne om brandforebyggelse i løbet af forebyggelsesugen i uge 40.
 

Bestillingen skal ske elektronisk via Beredskabsstyrelsens hjemmeside inden 1. juli. Materialerne sendes ud til skolerne i august.

Beredskabsstyrelsens undervisningsmaterialer er udarbejdet i overensstemmelse med Undervisningsministeriets bekendtgørelse om Fælles Mål. I 2010 bestilte cirka 850 skoler gratis undervisningsmaterialer om brandforebyggelse hos Beredskabsstyrelsen.

 

Undervisningsmaterialet
I år er undervisningsmaterialet til 4. og 5. klassetrin blevet totalt fornyet, så der som noget nyt lægges op til interaktion og refleksion i indlæringen.
 

På hjemmesiden ildenfarligven.dk kan eleverne se 12 små film med Søren Brandmand. I filmene udfordres eleverne blandt andet til at diskutere, om de tør ringe 1-1-2 for at anmelde en brand, som de selv er kommet til at sætte i gang.
 

Til materialet hører også ”Brandspillet”. Det er et brætspil som Trivial Pursuit og Bezzerwizzer, men med kort, som eleverne selv skal udfylde med spørgsmål om ild og brand.

Til børnehaveklasserne har Beredskabsstyrelsen elevbogen ”Da legehuset brændte” med opgavehæftet ”Leg og lær med Futte” samt klistermærker m.v.