[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

To tredjedele af befolkningen husker myndighedernes vurdering af, hvor store følgevirkninger et eventuelt udslip af radioaktive stoffer fra Fukushima Daiichi-kernekraftværket i Japan ville få i Danmark. Og lige så mange danskere kan huske myndighedernes råd til borgerne i Danmark i tilfælde af et større udslip.


Det viser en undersøgelse, analysebureauet Epinion har foretaget for Beredskabsstyrelsen blandt et repræsentativt udsnit af den danske befolkning i juni 2011.


  • 65 procent af respondenterne kunne således huske myndighedernes vurdering af følgevirkningerne af et evt. udslip fra Fukushima Daiichi-kernekraftværket.
  • 69 procent kunne huske myndighedernes råd til borgere i Danmark i tilfælde af et større udslip fra kernekraftværket i Japan.

Information fra danske medier

Et overvældende flertal af de adspurgte fik information om hændelsen i Japan via danske medier: 96 procent svarer således, at de selv fik information via danske aviser, radio, tv, magasiner eller nyhedssites.


Til sammenligning fandt 23 procent af respondenterne information hos udenlandske medier, mens kun 5 procent af de adspurgte fik oplysninger via personlig kontakt med de offentlige myndigheder eller myndighedernes hjemmesider i Danmark.


Beredskabsstyrelsen vil i den kommende tid bruge undersøgelsen til at evaluere sit kommunikationsberedskab ved nukleare hændelser og krisekommunikation i bred forstand.